Denne film er baseret på en bog af Edogawa Rampo, der på mange måder var kendt for at beskæftige sig med de samme temaer som Shinya Tsukamoto, så det er da heller ikke underligt, at det er ham, der står bag filmen. Denne er heller ikke lige så underlig som mange af hans andre film, men den er ikke desto mindre aparte, hvilket særligt gælder for brugen af kostumer og make-up.
De øjenbrynløse karakterer er faktisk er interessant element og giver en virkelig speciel stemning lige fra begyndelsen, hvor man føler sig trukket tilbage til fortiden - men i en alternativ udgave. For mig kører det nemlig lidt af sporet med de farverige kostumer og den teateragtige make-up, der kendetegner de fattige karakterer, for deres udseende er på ingen måde troværdigt eller realistisk. De er netop hentet fra japansk scenekunst, hvilket er en skam, for selve historien er jo spændende nok med konceptet om, at en fremmed person vil overtage ens liv.
Grunden er dog noget bizar, og det samme er hele forhistorien til den egentlige handling, som bliver viklet mere og mere ind i fiktive elementer, så det til sidst føles som en kunstfilm. Der er da også mange visuelt betagende sekvenser, og brugen af lys og skygger er virkelig fascinerende. Det bedste er dog skuespillet, og Masahiro Motoki viser, hvorfor han er en af mine yndlingsskuespillere, for den måde han spiller over for sig selv som to forskellige karakterer er overbevisende, så man næsten bliver i tvivl om, at det er den samme person, fordi han forstår at udvise følelser med både mimik og stemme.
Jeg synes derfor også, at scenerne med brønden er de bedste, fordi de er så emotionelt anspændte, og man kunne sagtens have lavet en hel film med brug af denne dystre stemning alene, så samfundsforholdene også blev skildret på mere autentisk vis. For der bliver i sandhed skabt to modsatrettede verdener med den måde, de er præsenteret, og hvordan skal man opfatte folk som mennesker, når de ikke ligner mennesker?
