

Eri Kaneko var en 6-årig pige, der i 1997 boede sammen med sine forældre og farfar i byen Fudai i Iwate-præfekturet, da de om morgenen den 29. juni kørte på længere indkøbstur til byen Hachinohe cirka 100 kilometer borte. I løbet af eftermiddagen vendte den lille familie tilbage til deres hjem, hvor Eris far valgte at tage en lur, mens hendes mor gik ud i haven for at luge ukrudt, imens Eri fordrev tiden ved at lege rundt foran huset. Eftersom hendes mor var beskæftiget med havearbejdet, så holdt hun ikke øje med Eri, men hun kunne jævnligt høre den lille pige, så hun var sikker på, at hun var i nærheden frem til omkring klokken 17, hvor Eris far vågnede op og forsøgte at finde frem til sin datter.
Han gik derfor ud for at spørge sin kone, hvor Eri befandt sig, men da de ikke kunne få øje på hende, prøvede de i stedet at kalde på hende, uden at der dog kom noget svar. Eris farfar kunne bekræfte, at hun ikke var gået ind i huset, så Eri var tilsyneladende forsvundet, imens hun havde leget rundt udenfor, hvor hendes mor ellers havde været i nærheden. Alligevel lykkedes det for den lille pige at fordufte, for da familien ikke kunne finde frem til Eri, blev hun efterlyst hos politiet, som igangsatte en større eftersøgning i området, hvor det ikke lykkedes at finde spor efter hende.
Familien boede i et øde område ved en landevej med begrænset trafik, så selvom nogen kunne have kidnappet den lille pige i en bil, så var det alligevel utænkeligt, at dette skulle være sket i den korte periode, hvor hun havde formået at begive sig væk fra huset uden at blive bemærket. Det var derfor mere oplagt at tro, at hun forvildede sig ud i den vilde natur, som omgav ejendommen, men alligevel gav hun ingen lyd fra sig, når der blev kaldt efter hende, ligesom en eftersøgning ikke førte til fundet af Eri - hverken død eller levende. Det er således et uopklaret mysterium, hvad der blev af hende, og hvis hun rent faktisk blev kidnappet, hvad var formålet med dette så?