Asami Chidas forsvinding

Asami Chida

Den 16-årige Asami Chida boede sammen med sin familie i byen Muroran på Hokkaido, hvor hun til dagligt gik i gymnasiet, mens hun havde et fritidsarbejde i et lokalt bageri, som lå over 7 kilometer fra hendes hjem. Den 6. marts 2001 havde Asami fri fra skole, og hun valgte derfor at tage hen i bageriet, så hun kunne lære at lave kaffe, men da hun forlod sit hjem omkring middagstid, kunne hendes familie ikke vide, at de havde set hende for sidste gang, for Asami mødte nemlig aldrig op ved bageriet, selvom hun ellers steg på en bus med retning mod det.

I stedet blev hun siddende i bussen, indtil denne ankom til Moruran centrum - cirka 1,5 kilometer fra bageriet, hvilket Asami blev fanget på overvågningskameraer i en butik, da hun gik rundt og kiggede på kosmetikprodukter. Efter at have forladt butikken stødte Asami så ind i to veninder, som hun havde en kort samtale med, hvorefter de tog afsked med hinanden, da Asami tog en bus fra Muroran centrum og frem til bageriet, hvor hun steg af ved det nærmeste stoppested klokken 13.40. Dette ved man, fordi at Asamis kæreste ringede til hende klokken 13.42 og 13.46, hvilket blev opfanget af en mobilmast i nærheden, men Asami forklarede dog, at hun ikke havde tid til at tale og lagde derfor på igen uden at fortælle, hvor hun befandt sig.

Dette var det sidste livstegn fra teenagepigen, for da hendes kæreste forsøgte at ringe tilbage til hende klokken 16, blev opkaldet ikke besvaret, og det var ikke længere muligt for nogen at komme i kontakt med Asami, som derfor blev efterlyst, da hun heller ikke vendte hjem igen. En eftersøgning blev da igangsat, men man fandt aldrig ud af, hvad der var sket med Asami Chida, som forblev savnet, og hendes forsvinding er derfor fortsat et uopklaret mysterium med flere uforklarlige omstændigheder. Selvom Asami havde aftalt at mødes med sin chef klokken 13 og tog en bus, så hun kunne være fremme til tiden, så tog hun altså i stedet til Muroran centrum, hvorfra hun tog til bageriet, hvilket indikerede, at hun agtede at møde op til aftalen, selvom hun kom for sent. Det er derfor muligt, at hun muligvis faldt i søvn eller glemte at stige af på den første tur, mens hun valgte at fordrive tiden i Muroran ved at købe ind.

At Asami kiggede på kosmetikprodukter kunne dog indikere, at hun skulle mødes med nogen og derfor gerne ville se fin ud, og da hendes kæreste ringede til hende, havde han da også fornemmelsen af, at hun var i selskab med nogen. Dog lå busstoppestedet kun 25 meter fra bageriet, hvilket betød, at Asami skulle have mødt nogen, netop som hun steg af bussen, eftersom hun aldrig nåede frem til bageriet ifølge ejeren. Men faktisk viste det sig, at han havde overladt bageriet til en kvindelig ansat og var gået hjem klokken 13.30, efter at Asami ikke dukkede op som aftalt, hvilket betød, at han blev udpeget som en mulig mistænkt i sagen, idet aftalen dermed kunne have været et dække for at de to kunne mødes i hemmelighed, hvilket kunne forklare, hvorfor Asami ikke kom til tiden, og at chefen gik hjem, før den næste bus ankom, ligesom han heller aldrig ringede til hende for at spørge, hvor hun blev af.

Denne teori blev bakket op af det faktum, at Asami forsvandt i nærheden af bageriet, hvor hun dog kunne have mødtes med hvem som helst. Eftersom hun besvarede sin kærestes opkald og ikke lød bange, tyder det ikke på, at hun blev kidnappet, men at hun frivilligt fulgte med nogen, som hun sandsynligvis kendte. Dette styrkede blot mistanken mod bageriets ejer, som også blev udråbt som mistænkt i medierne, da der opstod historier om, at han havde haft affærer med bageriets ansatte, og at Asami muligvis var en af dem. Der var dog ingen beviser, som kunne knytte ham til hendes forsvinding, og eftersom sagen var medvirkende til, at han og bageriet fik et dårligt ry, valgte han at lukke dette året efter og flytte fra byen, hvorefter politiet desuden gennemsøgte mandens ejendom efter spor, idet man formoder, at Asami Chida blev offer for en forbrydelse, hvilket man imidlertid aldrig har kunnet bevise grundet manglen på spor.