Jeg er forundret over, at denne serie er blevet produceret, da den minder om mange andre serier såsom 99.9: Criminal Lawyer, der blev udgivet kun tre år tidligere. Jeg troede dog, at der var tale om et remake af Hero, da der er utroligt mange ligheder, så man kan på ingen måde kalde denne serie for original. Den minder tilmed også om Unnatural, som blev udgivet af et helt andet selskab året forinden.
Det er også tydeligt, at serien har en agenda, da den tager udgangspunkt i et relevant problem i Japan - nemlig folk, der bliver uskyldigt dømt i det japanske retssystem, hvilket serien derfor forsøger at sætte fokus på ved endda at inddrage sager inspireret af virkeligheden. Desværre gøres det på ekstremt forsimplet vis, så det bliver en meget utroværdig skildring, for man får indtryk af, at alle bare er uskyldige, og at der kun findes én anklager og én retssal, eftersom de samme steder og personer går igen i hver sag. Der er kort sagt ikke meget realistisk ved den måde, som sager bliver ført på, så man får ikke indblik i det system, som serien ellers retter kritik imod.
Havde man gået i dybden med den stolthed og det bureaukrati, der kendetegner det japanske retssystem, ville det muligvis havde været en spændende serie, men den er simpelthen alt for enkel og forudsigelig uden de store overraskelser. Det skyldes, at hovedpersonen Kurokawa er en slags detektiv, der er i stand til at løse sager, der af en eller anden grund altid har et dybere lag, som kun han kan se. Og så inddrager han det ene ekstreme eksperiment efter det andet, som retten tilmed tillader at bruge som beviser sammen med evindelige moralprædikener, hvilket på ingen måde er troværdigt.
Havde det været en serie om videnskab, ville den have fungeret, for det er trods alt det eneste interessante aspekt, men at påstå, at eksperimenter kan få uskyldige mennesker frikendt i straffesager er alt for naivt og pynter desværre på den rå og barske virkelighed. Det skyldes først og fremmest, at man ignorerer den magt og korruption, som lægger til grund for, at folk overhovedet bliver uskyldigt dømt, hvilket der først bliver sat fokus på til sidst, hvor der omrsider opstår drama.
Alt i alt minder det om en krimi-sæbeopera, for skuespillet hænger gevaldigt, og karakterregistret er også temmelig svagt, fordi man stort set kun følger folk i deres hverv som advokater. Man lærer dem dermed kun at kende via deres personligheder, og mens Wakura er en irriterende gimpe, der opfører sig som en forvirret teenager, der ved bedst, så er Kurokawa en felfri perfektionist, der formår at løse alle gåder som en slags superhelt, der endda er villig til at sætte livet på spil fo retfærdighedens skyld. Hans aha-oplevelser og spontane utålmodighedsreaktioner bliver hurtigt trivielle, og netop fordi at man som seer tvangsfodres med de spor, som han opfanger, så kan man sagtens regne ud, hvad der har betydning for sagen, og at denne som altid vil blive løst, fordi Kurokawa har fået ansvaret for den.
