Shosenkyo

En af Japans smukkeste kløfter

Om stedet

Shosenkyo er navnet på en kløft beliggende i Yamanashi-præfekturet, som er kendt for sin smukke natur, der blandt andet inkluderer klippeformationer og vandfald, men herudover er kløften dog også eftertragtet for sine efterårsfarver, som hvert år trækker mange besøgende til, når bladende begynder at skifte kulør. Shosenkyo siges at være den smukkeste kløft i Japan, fordi den har så mange naturlige scenerier at byde på, og den har derfor også opnået nationalt anerkendt status som et af de bedste naturområder i landet, som man tilmed har formået at bevare, så store dele af kløften fortsat virker uberørt, selvom der ellers er anlagt både veje, broer, stier og sågar en svævebane, der gør det muligt at få en panoramisk udsigt ud over bjerglandskabet.

Igennem kløften løber Arakawa-floden, som har været med til at forme den, og man kan blandt andet gå langs denne og nyde synet af både vandfald og klipper. Der er også flere overnatningsfaciliteter, souvenirbutikker og spisesteder i kløften, der altså generelt egner sig som et udflugtssted for turister, der ønsker at opleve naturen uden at skulle begive sig dybt ind i denne, hvilket dog også er muligt, idet man kan gøre brug af vandreruter til at gå på opdagelse i kløftens skove. 

 

 Find vej

Der er ingen station ved Shosenkyo, men der går busser direkte til kløften fra Kofu station. Turen tager omkring en halv time.