Hvis bare denne film var lige så velskrevet, som den er velproduceret, for så ville den nok være meget bedre, eftersom kvaliteten ikke fejler noget. Det er derimod plottet og historien, der trænger til et gevaldigt løft, hvilket skyldes, at filmen er baseret på en såkaldt mysterieroman, så den er fyldt med de sædvanlige klichéer såsom den manglende tilstedeværelse af et politi, så det er op til helt almindelige mennesker at løse en hel serie af uopklarede drabsgåder.
Bogen er imidlertid skrevet af Youtuberen Uketsu, og sørme om man så ikke har valgt at gøre hovedpersonen til en Youtuber baseret på ham. Det alene er et tåbeligt element, fordi Amemiya kun tænker på at få seere, hvilket er en fuldkommen latterlig motivation, for han er i bund og grund ikke interesseret i at opklare en sag - blot lave indhold, så han kan få opmærksomhed og succes. Det er naturligvis for at tiltale et ungt og nutidigt publikum, men det er bare et svagt aspekt.
Karakterregistret er netop svagt og intetsigende, og det er nogle ret besynderlige personer, der udgør dette, hvilket inkluderer en kvinde, der sjovt nok har set Amemiyas vidoer, selvom at hun på intet tidspunkt ses med sin telefon fremme. Så sjovt nok er hun tilfældigvis faldet over lige netop hans profil og indhold...
På ægte mysterie-manér står tilfældighederne dog bare i kø, for det er virkelig imponerende, hvordan formodninger og teorier fører til den ene opklaring efter den anden. Udgangspunktet er noget så ligegyldigt som en plantegning af et hus, hvor der bliver spekuleret i diverse grusomheder, som simpelthen viser sig at have fundet sted, for vupti - så har man fundet frem til en hemmelig kult, der i generationer har foretaget menneskelige ofringer i det skjulte. Dermed minder filmen ufatteligt meget om mangaen og serien Gannibal.
Denne film er dog ikke lige så god, og den er decideret skuffende, for den minder generelt set bare om en filmatiseret internetmyte. Historien er derfor usammenhængende og ulogisk, mens handlingen bliver decideret underlig til sidst. Der er også flere besynderlige sceneskift, og ligesom med mange andre japanske film, kunne man ikke finde ud af at afslutte denne på værdig vis.