Jeg troede egentlig, at dette var en genindspilning af The Bullet Train fra 1975, men det viste sig i stedet at være en efterfølger, selvom filmene deler titel på japansk. Handlingen er desuden den samme, bortset fra at den udspiller sig 50 år senere, hvor der er sket en hel del inden for den teknologiske udvikling.
Jeg elsker denne type katastrofefilm, hvor der er fokus på spændingen frem for action og intriger, men jeg nød nu også de overbevisende eksplosioner og dramaet, der naturligvis er forbundet med at redde folk fra et lyntog i fart. Det var også virkelig interessant at komme med bag kulisserne og se, hvordan shinkansen-centralen fungerer præcis som i den første film, og løsningerne med at standse toget var også kreative.
Karakterregistret kunne have været bedre, for at indskrive en politiker og en teenagepige blandt de bærende roller er så japansk, at det ødelægger historien, og det samme gør de komplet irriterende streamere, som japanere elsker at indskrive nu om dage, uden at de bidrager til en dyt. Det er personalet, der burde have været i fokus, og så skulle de ligegyldige passagerer være blevet pakket væk, for de kommer med baggrundshistorier, man slet ikke kender eller bliver sat dybere ind i. Afsløringen af gerningsmanden er ikke desto mindre uventet, men også en anelse overdrevet.
Jeg havde håbet på nogle spontane dødsfald, for det er en af de ting, jeg nyder ved katastrofefilm - det uventede og tragiske. I denne er det i høj spændingen, der bærer historien, og effekterne er også gode. Det positive ved tog er jo, at de er statiske, så selv når de er computeranimerede, ser de realistiske ud. Det er bare underligt, at introsekvensen afslører handlingen ved at vise scener fra hele filmen... Det er sådan et irriterende koncept, man normalt ser i japanske TV-film og ikke i Netflix-produktioner.
