Doppelganger

Hvis man tager denne film bogstaveligt, vil mange nok opfatte den som en gyser, men meningen er, at man skal betragte den symbolsk, hvorved man forstår både handlingen og budskabet bedre. Man anerkender dermed også det lidt aparte genreskifte, for selvom handlingen starter ud som en psykologisk thriller, så ender den som en sort komedie med nærmest tegnefilmsagtige scener.

Og det er simpelthen bare fordi, at Michio bliver frigjort og begynder at værdsætte livet, hvilket han i begyndelsen har svært ved som en stresset videnskabsmand. Dobbeltgængeren er derfor en fysisk repræsentant for hans indre jeg, som ønsker at slippe hæmningerne, og derfor er den en modsætning af den rigtige Michio, der er en facade skabt af hans egne og andre forventinger, som holder en fanget i en formel rolle.

Havde filmen lagt mere vægt på dette, ville den nok have været mere medrivende, men det virker desværre som en lynproduktion, hvor der ikke er gjort så meget ud af historien. Under nogle af interaktionerne mellem Michio og hans Dobbeltgænger er der også gjort brug af nemme løsninger, mens der andre gange er anvendt overbevisende effekter, som forener de to i samme billede. 

Jeg er ikke altid fan af Koji Yakusho, fordi han ofte castes til at spille de samme roller, men når han i denne film bliver sat til at spille over for sig selv, ser man faktisk hans variation, og jeg synes derfor også, det er en af hans bedre film. Problemet er bare, at den har et virkelig interessant udgangspunkt, som ikke bliver udnyttet til fulde, og derfor bliver filmen mere en metafor end et mesterværk.