The Sky Crawlers

Information

Billeder

Original titel: Sukai Kurora

Studie: Production I.G

Instruktør: Mamoru Oshii

År: 2008

Genre: Krig, romantik, sci-fi

Spilletid: 122 minutter

Baseret på: Bog

.

.

.

.

.

Univers

The Sky Crawlers foregår i en alternativ virkelighed, hvor der eksisterer anderledes udgaver af virkelige opfindelser samt avanceret teknologi, der gør det muligt at foretage genetisk manipulation af mennesker, så de aldrig bliver ældre.

Karakterdesignet er kendetegnet ved at være naturtro, men der er dog et par eksempler på unge fyre med hvidt hår.

Handling

Yuichi Kannami bliver en del af et flyvekorps bestående af såkaldte Kildren, der er genetisk modificerede teenagere, som aldrig bliver ældre, så man på den måde kan have unge soldater med energi og vakse sanser, samtidig med at de udviser manglende interesse for deres egen eksistens og mening i tilværelsen.

Min mening

Det er utroligt, at så mange store navne har været med til at producere denne film, for jeg synes godt nok, det er en gennemsnitlig en af slagsen. For det første er den alt for lang, og der sker alt for lidt, så den bare føles endnu længere. Da jeg begyndte at se den om aftenen, blev jeg derfor nødt til at gå i seng og fortsætte den næste dag, fordi jeg simpelten var ved at falde i søvn halvvejs. Og resten af filmen var lige så søvndyssende...

Det er sådan set tydeligt, at det er Mamoru Oshii, der står bag denne film, for han genavender mange elementer og koncepter fra Ghost in the Shell, men problemet er bare, at det var en ekstremt velproduceret film - i modsætning til denne, der er et visuelt rod. For det første er jeg ikke fan af stilen, fordi Tetsuya Nishio har genbrugt karakterdesignet fra Jin-Roh: The Wolf Brigade, hvor folk godt nok så realistiske ud, men de udviste heller ingen følelser, så stemningen blev sløv og dyster. Og det samme er tilfældet i denne film, hvor det føles, som om alle befinder sig i en kronisk hashrus. Og den slags smitter af på en som seer, så man bliver træt og begynder at kede sig.

De sparsomme actionsekvenser hjælper heller ikke, fordi det udelukkende er meningsløse luftkampe, der er animeret på computer, og kontrasten mellem de videospilsagtige sekvenser og det simple karakterdesign harmonerer bare ikke. En film som Brevet til Momo fungerer bedre, fordi den integrerer det simple karakterdesign med omgivelserne, så de passer ind. I denne film stikker karaktererne ud, samtidig med at de alle er så personlighedsløse og intetsigende, at de sjovt nok virker usynlige.

Det skyldes, at der er ekstremt mange grundlæggende aspekter, der er underforstået, som om det forventes, at man har læst bogen, som filmen er baseret på. Man får utroligt lidt forklaret, og hen mod slutningen af filmen bliver man omsider sat en smule ind i universet, man befinder sig i, så man danner sig en minimal forståelse for det, selvom man kun får begrænset indsigt i det og dets mennesker. Og dermed giver det endelig mening, hvorfor alle virker som robotter uden snerten af gnist i deres blinkløse øjne.

Men herefter slutter filmen temmelig brat, som om den er fortalt på modsat vis. Alt i alt en forvirrende og helt igennem handlingsløs historie, hvor det eneste lyspunkt er Mamoru Oshiis bassethund, som han har for vane at indskrive for i det mindste at tilføre bare en anelse glæde.

Vurdering

Favoritkarakter: Hunden

Plot: 

Karakterer:

Stemmer:

Animation:

Stil:

Overordnet karakter: