Branden i Iwanai

Skader ved havneområdet i Iwanai

Byen Iwanai var blandt de første byer, der blev grundlagt af japanerne på Hokkaido, og her lå derfor mange traditionelle huse i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Vestlig arkitektur ellers prægede udviklingen af de japanske byer. I 1954 blev store dele af Iwanai imidlertid lagt i ruiner, og mange af de gamle bygninger gik således tabt, fordi de var lavet af træ, hvilket var den primære årsag til, at en bybrand overhovedet kunne opstå.

Branden begyndte i et boligkompleks klokken 20 den 26. september, og selvom den hurtigt blev opdaget, og udrykningskøretøjerne straks var på plettet, så havde ilden altså ingen problemer med at få fat og sprede sig videre til de omkringliggende bygninger, hvorved den hurtigt kom ud af kontrol, hvilket ikke mindst skyldtes, at der samtidig var stærk vind grundet tyfonen Marie, der var ved at passere ind over landet. Inden længe havde flammerne således fået spredt til sig byens havn, hvor de fik antændt olietanke, som resulterede i flere eksplosioner. Så ikke nok med at huse stod i brand - flere både blev dermed også antændt.

I løbet af natten mistede vinden pusten, og det lykkedes omsider at få kontrol over flammerne klokken 6 næste morgen, men på det tidspunkt var 80 % af Iwanai blevet lagt i ruiner. Omfangsmæssigt er det således den tredje største brand, der har ramt Japan i efterkrigstiden, idet 3300 hjem blev ødelagt, hvorved mere end 16.000 indbyggere blev gjort hjemløse. 35 mennesker endte desuden med at miste livet, hvoraf 2 af disse druknede, da de sprang i havnen, mens resten enten blev brændt levende eller døde af røgforgiftning. Yderligere 3 andre blev efterfølgende meldt savnet, men aldrig fundet, og det må således formodes, at det egentlige dødstal lyder på 38. Efter branden blev Iwanai ligesom alle andre japanske byer genopbygget med udgangspunkt i moderne arkitektur, og sporene efter byens fortid er derfor beskedne den dag i dag.