Trafikulykken i Gion

Bilen, som var involveret i ulykken

Den 12. april 2012 mistede i alt 8 personer livet i en af de værste påkørselsulykker i Japans historie, da den 30-årige Shingo Fujisaki kom kørende i sin bil i det populære Gion-distrikt i Kyoto og hér mistede kontrollen over køretøjet, da han pludselig fik et epileptisk anfald bag rattet. Han havde dermed hverken mulighed for at styre eller bremse bilen, som derfor fortsatte ukontrolleret videre og ramte ind i flere mennesker på den travle gade, før den til sidst stødte frontalt mod en elmast med en fart på 70 km/t, hvilket tilfældigvis blev fanget på et dashcam i en anden bil.

Sammenstødet var så voldsomt, at det endte med at koste Shingo Fujisaki livet, men bag bilen lå imidlertid også et langt spor af død, idet syv af de i alt 16 påkørte personer mistede livet i ulykken, der mindede utroligt meget om en lignende året forinden, hvor en løbsk kran dræbte 6 børn, da føreren også her fik et epileptisk anfald under kørslen. Disse to ulykker førte derfor til debat og øget fokus på trafiksikkerhed, hvilket resulterede i udformningen af en ny lov, hvor folk med særlige sygdomme kan stilles til ansvar for ulykker, der er et resultat af disse.

Shingo Fujisakis sygdom skyldtes ironisk nok også en trafikulykke, for han havde nemlig været involveret i et færdselsuheld i 2003 og havde dengang pådraget sig en hjernerystelse, der bevirkede, at han fik epilepsi. Alligevel fik han fornyet sit kørekort uden at berette om sin lidelse, og i 2012 havde han allerede oplevet to anfald, før et tredje altså fik fatale konsekvenser for både ham selv og andre.

Total Page Visits: 504 - Today Page Visits: 1