
Miyakejima er en vulkansk ø beliggende cirka 180 kilometer syd for Tokyo. Øen har en størrelse på 55 kvadratkilometer og er beboet af mere end 2000 indbyggere. Øens 775 meter høje vulkan kaldes for Oyama og er temmelig aktiv, idet den jævnligt går i udbrud, hvilket fører til, at den udstøder giftige dampe. I år 2000 førte et udbrud eksempelvis til, at hele øen blev evakueret i årevis, før beboerne i 2005 fik lov at vende tilbage. Det konstante udslip af svovldampe fra vulkanen gjort, at beboerne på Miyakejima før i tiden skulle gå rundt med en gasmaske på sig. Man behøvede imidlertid ikke at være iført en sådan, men blot have den ved hånden, så man hurtigt kunne iføre sig den i tilfælde af at de giftige dampe nåede et alarmerende niveau, hvilket ikke ligefrem skete ofte. Rådet om at gå rundt med en gasmaske blev derfor afskaffet, og nu om dage bliver øens beboere informeret via en alarm, hvis de giftige dampe kan være til fare for folk.
På Miyakejima mærker man altså generelt ikke noget til den vulkanske aktivitet, og folk lever således en helt normal tilværelse. Historien om at beboerne skulle gå med gasmasker har imidlertid ført til, at der på internettet er opstået rygter om, at man på Miyakejima altid går rundt iført gasmasker, fordi luften på øen er giftig. Dette rygte er blandt andet blevet til via gamle billeder med grupper af folk, der bærer gasmasker, og mens enkelte af disse muligvis er taget på Miyakejima i perioder med vulkansk aktivitet, så stammer mange dog fra andre steder i Japan (typisk fra Anden Verdenskrig), mens de fleste tilmed har deres oprindelse fra udlandet. For når folk bærer gasmasker, kan man jo ikke se deres etnicitet.
En søgning på Miyakejima vil med stor sandsynlighed resultere i billeder af folk med gasmasker, men majoriteten af disse billeder har altså intet med øen at gøre og giver dermed ikke et sandfærdigt indtryk af nutidens eller sågar fortidens forhold på Miyakejima. Et af de mest populære billeder er det af et bryllup, hvor både bruden og gommen er iført gasmasker, og det samme er gæsterne, men dette er altså et eksempel på et billede, der slet ikke er taget fra Miyakejima. Tværtimod er der tale om et forholdsvis nyt fotografi af russere, der protesterer mod luftforurening, som nogle gange er blevet redigeret, så det ser flere årtier gammelt ud.
