I det feudale Japan var det meget almindeligt og socialt accepteret at prutte, da det trods alt er en naturlig ting, som mange endda morede sig med. Men dette var dog ikke tilfældet blandt aristokratiske kvinder, eftersom prutter også anses for at være ulækre grundet deres lugt. Det var derfor tabu blandt kvinder i de højere kredse at prutte, idet det svækkede deres værdighed eller sågar tillagde dem skam, hvilket de for alt i verden ville undgå. En kvinde skulle ikke blot udstråle anstændighed med sit polerede udseende, men også udvise sofistikeret adfærd, så noget så naturligt som en prut kunne være nok til, at en kvinde fik skændet sin ære.
For at undgå dette havde aristokratiske kvinder derfor en kvindelig assistent ansat, som hurtigt kunne påtage sig skylden for lyden eller lugten af en prut, hvis en sådan blev fornemmet af andre. En sådan assistent blev kaldt for en heoibikuni, og da der typisk var tale om ældre kvinder fra nedre sociale lag, havde de intet imod at erklære sig for pruttens ejermand - både fordi at de ikke skulle bekymre sig om deres værdighed, men også fordi, at det var mere acceptabelt, at sådanne kvinder pruttede, så der derfor ikke blev kigget lige så skævt til dem.
For en dannet kvinde kunne en prut derimod have store sociale konsekvenser, hvis en sådan blev slået i en uheldig situation. Det kunne eksempelvis være, hvis hendes mand havde besøg af et følge, og derfor var en heoibikuni altid til stede, så ingen dermed ville tabe ansigt. Men en heoibikuni var dog ikke kun ansat til at påtage sig skylden for prutter, idet hun til dagligt havde til opgave at opvarte sin frue og hjælpe hende med praktiske ting såsom påklædning, toiletbesøg og at vedligeholde den fysiske fremtræden. Det var således et sekundært aspekt ved hendes stilling, at denne ligeledes inkluderede, at hun skulle påtage sig kvindens pinligheder, hvilket ikke kun drejede sig om prutter, men også andre naturlige ting såsom lyden af en rumlende mave eller lugten af sved.
Netop fordi at der var tale om naturlige kropsreaktioner, så vidste man jo udmærket godt, at aristokratiske kvinder pruttede ligesom alle andre, men det var alligevel et tabu, som man for alt i verden ville undgå at forholde sig til. En heoibikunis opgave var derfor grundlæggende set at forhindre en akavet stemning, for ironisk nok vidste man godt, at det ikke var hende, som havde pruttet, selvom hun ellers påstod det. Hun skulle blot tjene sin frue ved at skåne hende for den skammen, som hun derfor var villig til at påtage sig, fordi hun ikke havde behov for at bevare sin sociale status.