

Den 11. december 1994 lettede Philippine Airlines Flight 434 fra øen Cebu i Filippinerne med retning mod Narita lufthavn i Japan med i alt 293 personer ombord fordelt på 273 passagerer og 20 besætningsmedlemmer. Halvdelen af turen forløb uden problemer, men midt under flyvningen i det japanske luftrum blev kabinen dog pludselig ramt af en eksplosion, da en tidsindstillet bombe gik af under et af sæderne, hvilket dræbte den 24-årige japaner Haruki Ikegami, der befandt sig på dette, mens 10 andre passagerer omkring ham blev såret.
Eksplosionen førte ydermere til skade på flyets mekanik, men autopiloten holdt det dog i luften, mens piloter og stewardesser forsøgte at begribe, hvad der var sket, og samtidig få kontrol over situationen. Eftersom man allerede befandt sig over japansk farvand, valgte man derfor at foretage en nødlanding i Naha lufthavn på Okinawa, hvor et militærfly blev sendt af sted for at eskortere flyet mod landingsbanen. Skaderne fra bomben var imidlertid så omfattende, at piloten ikke kunne gøre brug af autopiloten, og han var derfor nødt til at foretage landingen manuelt, og en time efter at bomben var gået af, lykkedes det omsider at lande flyet sikkert på landingsbanen, hvorefter passagererne blev evakueret, så de sårede kunne blive behandlet, og undersøgelserne af kabinen kunne gå i gang.
Det viste sig, at bomben var blevet plantet af den pakistanske terrorist Ramzi Yousef, der året forinden havde været involveret i bomningen af World Trade Center i New York. Han havde siden da været efterlyst, men benyttede sig af et falsk pas, da han steg ombord på Philippine Airlines Flight 434 på en tidligere afgang mellem Manila og Cebu, hvor han havde befundet sig på samme sæde som Haruki Ikegami. Og det var derfor hér, han anbragte den bombe, som han havde haft held med at smugle ombord på flyet, hvor den ikke blev opdaget, da nye passagerer steg ombord i Cebu.
Bomben var imidlertid bare en prøve, for Ramzi Yousef havde nemlig planer om at placere bomber på 11 amerikanske passagerfly året efter, og han var nu klar over, at han blev nødt til at gøre brug af mere sprængstof. Han blev dog anholdt i Pakistan i februar 1995 og blev herefter overdraget til USA, hvor han blev idømt livsvarigt fængsel for sine terrorhandlinger. Det bomberamte fly blev senere konverteret om til et fragtfly, og eksplosionen var desuden så kraftig, at den nemt kunne have sprængt hul i kabinen, men på grund af flyets design blev sprængningen dirigeret nedad mod lastrummet, mens Harukis krop absorberede det meste af energien oppefra. Hans krop blev således splittet i to, og for at undgå panik blandt passagererne dækkede man hans underliv til og gav hans lig en iltmaske på for dermed at give indtryk af, at han stadig var i live, selvom eksplosionen kostede ham livet.
