Senbutsu Shonyudo

En underjordisk grotte med et vandløb

Om stedet

Senbutsu Shonyudo er navnet på en grotte, der befinder sig under Hiraodai-plateauet i Fukuoka-præfekturetKyushu, som er kendt for sine mange klippefremspring, der gennem tiden er blevet nedbrudt af vind og vejr. En lignende udvikling har fundet sted under plateauet, hvor nedsivende regnvand har ført til udviklingen af hundredvis af grotter, og blandt disse er Senbuts Shonyudo, der er blevet dannet af et underjordisk flodløb, som stadig løber igennem den. Alligevel er den 900 meter lange grotte dog åben for besøgende, der har mulighed for at udforske den, eftersom halvdelen af grotten er lyst op af elektrisk lys, mens resten af grotten kræver, at man medbringer en lommelygte. En stor del af turen foregår imidlertid gennem det ankelhøje flodløb, hvor vandet har en temperatur på 14 grader, så man må enten affinde sig med at få våde sko eller låne særligt fodtøj, når man køber adgang til grotten.

Senbutsu betyder direkte oversat "tusinde Buddha'er", og Senbutsu Shonyudo er en af de mere naturlige grotter, som er åben for offentligheden i Japan, eftersom størstedelen af den er blevet formet af det konstante flodløb. Der er derfor risiko for, at man kan falde eller slå hovedet, men til gengæld er der også mange smukke klippeformationer, man kan nyde synet af på nært hold.

 

 Find vej

De fleste vælger at tage til Hiraodai med bil eller motorcykel, da der er langt til den nærmeste station. Der går dog busser til et tilknyttet besøgscenter fra Kokura station, og turen dertil tager omkring tre kvarter.