
Nakagin Capsule Tower var navnet på en bygning beliggende i bydelen Shimbashi i Minato-distriktet i Tokyo. Bygningen var designet af arkitekten Kisho Kurokawa og var det mest populære eksempel på metabolisme, hvilket er en genre inden for arkitektur, der slog igennem i Japan i efterkrigstiden, hvor man havde til formål at kombinere naturens dynamik med moderne byggeteknik. Således opstod Nakagin Capsule Tower, der blev opført i 1972, hvilket kun tog en måned, fordi bygningen bestod af selvstændige "kapsler" fremstillet i beton, der blev kombineret til to tårne med i alt 140 enheder. Oprindeligt fungerede bygningen som et lejlighedskompleks, men den gik med tiden i forfald, så mange af kapslerne til sidst blev benyttet som opbevaringsrum eller kontorer, mens enkelte blev anvendt som lejligheder. Dog var der ingen varme tilsluttet, ligesom aircondition-systemet var slået fra, så det var koldt at opholde sig i bygningen om vinteren og varmt at være i den om sommeren.
Udvendigt var Nakagin Capsule Tower karakteristisk, idet flere af kapslerne sad forskudt og vendte i forskellige retninger, hvilket var med til at give bygningen det foranderlige udtryk, der kendetegner metamolisme, ligesom de runde vinduer stod i formmæssig kontrast til de ellers kvadratiske kapsler. Indvendigt var kapslerne også unikt designet med et nærmest u-bådsagtigt udseende, og kapslerne kunne da også virke klaustrofobiske, idet de kun havde en størrelse på 2,5 x 4 m. med bad, køkken og et værelse. Derfor var den ene væg da også et alt i et-område med køkkenplads, skab, arbejdsområde med en gammel fastnettelefon indbygget. Oprindeligt henvendte bygningen sig til singlemænd, der bare havde brug for et sted at bo, fordi de brugte hele deres dag på at arbejde.
Nakagin Capsule Tower anses nu om dage for at være en ikonisk bygning, som grundet st usædvanlige udseende optrådte i både reklamer, artikler og film. I 2007 blev det imidlertid besluttet, at bygningen skulle jævnes med jorden, så et nyt lejlighedskompleks kunne blive opført, men firmaet, som skulle stå for dette, gik konkurs som følge af finanskrisen, og siden var der usikkerhed omkring bygningens fremtid. Der var på den ene side opbakning til at rive den ned, mens der på en anden var tilhængere, som forsøgte at sikre dens bevarelse. I 2022 påbegyndte man imidlertid nedrivningen af Nakagin Capsule Tower, men enkelte kapsler blev bevaret som en rest af en af Tokyos mest ikoniske bygninger.
