Nukumori No Mori

Bygninger som taget ud fra et eventyr

Om stedet

Nukumori No Mori er navnet på en samling unikke bygningsværker, som er designet af arkitekten Shigeyoshi Sasaki, der er kendt for sit eventyrlige bygningsdesign, hvilket da også er forklaringen på, at Nukumori No Mori mest af alt ligner en lille temapark, selvom der blot er tale om et offentligt tilgængeligt område med speciel arkitektur.

Selve projektet begyndte tilbage i 1983, hvor Shigeyoshi Sasaki åbnede sin tegnestue, hvorefter der gradvist blev udvidet med nye bygninger, der er inspireret af en europæisk middelalderlandsby, selvom de mere ligner noget fra en Studio Ghibli-tegnefilm. Bygningerne findes i forskellige former og størrelser, men er generelt kendetegnet ved at have et meget asymmetrisk udseende med mange særprægede detaljer. Her er blandt andet en vandmølle, der huser en antikvitetsbutik, og et stort bondegårdsagtigt kompleks med restauranter og butikker. Her er sågar også en såkaldt dyrecafé, hvor besøgende kan interagere med ugler og chinchillaer.

 

 Find vej

Nukumori No Mori ligger langt fra den nærmeste station, så den nemmeste måde at komme dertil med offentlig transport er med bus. Fra Hamamatsu station går der nemlig busser, som stopper lige i nærheden af Nukumori No Mori, og turen tager 40 minutter.

Total Page Visits: 379 - Today Page Visits: 2