Denne film er det, jeg plejer at kalde "meget japansk", idet handlingen foregår på temmelig afdæmpet vis og på et psykologisk plan, så der nærmest er tale om en visuel bog, hvor man må tolke sig frem til historien. Dette skyldes i bund og grund, at japanerne er hæmmet emotionelt, så der generelt er en gotisk stemning med udtryksløse skuespillere, så man hele tiden skal forholde sig til kropssprog og handlinger. Det er egentlig også fint, for jeg forstår de skjulte budskaber, men når der er tale om en gangster-film, forventer man lidt mere dramatik og knap så meget psykologisk dybde.
Det er nærmest som at se Forbrydelsen uden spænding, hvilket bare er deprimerende, for der er hverken sollys at ane på himlen eller glæde at ane i folks øjne, og så bliver det svært at føle det håb, som man så gerne vil føle for de medvirkende i deres elendige tilværelser. Der mangler overordnet set noget dynamik til at løfte ens humør eller holde en vågen.
Selv konflikter såsom ægteskabsproblemer, dødsfald, jalousi og slåskampe er neddæmpet til at være aldeles udramatiske, hvilket endda også er tilfældet med noget så opsigtsvækkende som et knivangreb i offentligheden (filmens eneste dramatiske højdepunkt, der er lige så antiklimatisk som de andre), men dermed får man også indsigt i, hvor konfliktsky og passive japanerne er, når de står over for problemer.
Filmens største plus er nemlig, at den er ret troværdig, selvom der er nogle mere fiktive indslag med yakuzaer, der slås med sværd, hvilket igen er noget, der foregår på meget nedtonet vis, hvilket kun forstærkes via det gennemgående fravær af baggrundsmusik - igen noget der gør hele stemningen mere realistisk. Det samme gør de ordinære karakterer, som man helst ikke vil identificere sig med, fordi de er så usympatiske, hvilket dog også er noget, man konstant gør brug af i danske filmproduktioner, men når jeg ser film vil jeg gerne have nogen, jeg kan holde med eller af, for ellers bliver jeg ikke selv revet med i handlingen. Det er lidt ligesom at være med til en fest, hvor man bare gerne vil hjem, fordi der ikke er nogen, man gider tale med. Kvalitetsmæssigt er det dog en af de bedre 80'er-produktioner fra Japan, men som underholdning er det en lidt tør oplevelse.
