Yakiniku

Yakiniku betyder direkte oversat "grillkød" og er den japanske betegnelse for det at grille kød, hvilket japanerne gør på noget anderledes vis end i Vesten. I Japan er det nemlig ikke så populært at benytte store griller udendørs til pølser, burgere og store stykker kød. I stedet blev man i begyndelsen af 1900-tallet inspireret af koreansk grilning, hvor man benytter en mindre bordgrill til at tilberede madvarer, som spises direkte fra grillen, når man synes, at de har fået nok. I Japan er grilning derfor også noget, man samles om, men på mere bogstavelig vis, idet man rent faktisk sidder forsamlet om grillen, hvilket både kan være en gasgrill eller en kulgrill. Oven på denne sidder så den rist, hvor man placerer madvarer, som er kendetegnet ved at være i små portioner, så de nemt og hurtigt kan tilberedes og spises, hvilket gøres med brug af spisepinde.

Begrebet yakiniku dækker sådan set kun over kød, fordi grillet kød som regel spises som en del af en større anretning, der typisk består af ris og andre ingredienser, som derimod spises i skåle, hvor man også finder dyppelse til kødet såsom sojasovs. Kødet kan man derfor lægge til grilning og indtages, efterhånden som det bliver færdigt, og denne metode ses både i private hjem og på restauranter, idet der findes spisesteder dedikeret til yakiniku, hvor grillen enten kan stå midt på bordet eller optræde i en fordybning på det. Dog kan man også grille andre ingredienser såsom grøntsager og skaldyr, og oksekød er desuden den mest populære form for kød inden for yakiniku. Når man spiser yakiniku på en restaurant, bestiller man derfor rå madvarer, som man selv skal tilberede, og yakiniku er derfor populært under sociale arrangementer, fordi det tager lang tid at lave og spise maden, hvorved man får brugt lang tid sammen i uformelle rammer.