
Takaonna er en type yokai, der normalt ligner en helt almindelig kvinde. Hun har imidlertid evnen til at strække sin krop og dermed vokse i højde. Dette gør det blandt andet muligt for en Takaonna at kigge ind ad vinduerne på førstesalen i bygninger, og det er sådanne observationer, der har ført til udbredelsen af myten, som dog første gang optrådte i fiktive fortællinger.
En Takaonna er ikke en levende kvinde, men derimod en kvinde, der er genopstået som en yokai med overnaturlige kræfter. Normalt kan hun dog begå sig blandt mennesker, fordi hun ligner en normal kvinde, og en Takaonna er typisk forsigtig med at forlænge sin krop i det offentlige rum, så det kun er folk i bygninger, der får lagt øjnene på hende - og de kan sjældent se, at der er tale om en yokai med en flere meter lang krop.
Det siges, at Takaonnaer var kvinder, der aldrig fik nåede at opleve kærlighed eller intimt nærvær, imens de levede, og derfor blev de via deres egen jalousi og misundelse mod andre forbandet til at blive Takaonnaer, så de kunne vandre rundt og kigge ind ad vinduerne på bygninger og dermed bevidne, hvad de gik glip af i livet. Af den grund opholder Takaonnaer sig som regel ved bordeller, hvor de finder det fornøjeligt at afbryde samlejer ved at gøre opmærksom på sig selv.