Skandalen

Information

Billeder

Original titel: Sukyandaru

Instruktør: Akira Kurosawa

År: 1950

Genre: Drama

Spilletid: 104 minutter

.

.

.

Handling

Da maleren Ichiro Aoye bliver fotograferet med sangeren Miyako Saijo, sætter det gang i en sladderhistorie. Men dette vil de involverede parter dog ikke finde sig i, og de vælger derfor at sagsøge magasinet bag.

Min mening

Budskabet i denne film er underligt nok stadig relevant, for hvor går grænsen for, hvad pressen kan tillade sig med deres status som medie? Man skulle tro, at deres rolle var at udbrede samfundsrelevante historier baseret på fakta, men allerede i 1950 havde de for vane at misbruge deres magt ved at opfinde deres egne løgne og udbrede dem som sandheder.

Det virker dog lidt melodramatisk at tage udgangspunkt i kendissladder for at sende en ret seriøs morale. Især når der er tale om noget så ligegydligt som en påstået romance. I 1950'ernes Japan var det naturligvis noget, der vakte interesse, men det er jo heller ikke noget, den almindelige borger mærker konsekvensen af, så man burde have forholdt sig til et mere alvorligt emne, hvis budskabet ikke blot skulle frem, men også forstås.

Det bliver ikke ligefrem bedre af, at advokaten fuldkommen overtager handlingen og bliver dens omdrejningspunkt, så historien glider af sporet. Dette er tydeligvis en tid, hvor det var skuespillerne, der bar filmen, og derfor er der også et besynderligt fokus på udvalgte karakterer, mens pressen som skurk ikke rigtig bliver skildret på nuanceret vis, så man forstår deres bevæggrund.

Vurdering

Favoritkarakter: Sumie

Plot: 

Karakterer:

Skuespil:

Afslutning:

Det visuelle:

Overordnet karakter: