Godzilla vs. King Ghidorah

Information

Billeder

Original titel: Gojira tai Kingu Gidora

Instruktør: Kazuki Oomori

År: 1991

Genre: Kaiju, katastrofe, sci-fi

Spilletid: 103 minutter







Handling

I 1992 får Japan besøg af en tidsmaskine med folk fra fremtiden, der kommer for at advare regeringen om, at landet vil blive lagt i ruiner. En udvalgt gruppe tager derfor tilbage til tiden for at forhindre Godzilla i at blive til, men dermed opstår en helt anden kaiju i skikkelse af King Ghidorah.

Min mening

Dette er den 18. Godzilla-film, og denne gang gennemgår Godzilla endnu en designændring, da dens oprindelseshistorie simpelthen bliver lavet om. Det var også på tide, at en film dykkede mere ned i Godzillas fortid og rent faktisk skildrede denne, for i langt de fleste film er Godzilla blot et monster, som er til, uden at nogen tager sig af det, medmindre den går til angreb. 

King Ghidorah er også tilbage med en ny oprindelseshistorie, der som sådan er bedre end den originale, for da King Ghidorah debuterede i den femte Godzilla-film, begyndte genren at køre af sporet med inddragelsen af alt for meget sci-fi. Og det samme sker desværre også denne gang, hvor man åbenlyst henfalder til at kopiere succesfilm fra samtiden såsom Tilbage til fremtiden og Terminator. Og så foregår det store slag endnu engang i Shinjuku, som Godzilla lagde i ruiner for kun to film tilbage.

Det er en skam, at kreativiteten ikke er på et højere niveau, for det bliver bare en besynderlig historie med underlige indslag, der tilsammen skaber en fjollet historie, der fuldkommen tager over og skygger for kaijuerne. Der er som altid en sær sammensætning af karakterer uden indhold med en stereotyp brug af amerikanere, men man har for en gangs skyld fundet nogen, som rent faktisk kan tale japansk, så man undgår dårlig stemmelægning. Bare en skam, at skuespillet så skal være dårligt.

Konceptet med tidsrejse kunne have været interessant, hvis man ikke havde ignoreret de paradokser, der automatisk følger med. Alle kan eksempelvis huske Godzilla, selvom den aldrig blev skabt, og selvom man ændrer fremtiden, eksisterer personerne fra den stadig, hvilket burde betyde, at fremtiden sådan set er den samme, og at det slet ikke lykkedes at omforme historien...

Vurdering


Favoritkarakter:
Godzilla


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Afslutning:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

4/10