Dette er den 4. Gamera-film i rækken, og præcis som med Godzilla-franchiset vælger man at foretage et genreskift ved at begive sig over i science fiction med den klassiske brug af rumvæsner, som invaderer Jorden. Der er næppe en større kliché inden for science fiction-universet, så selv i 1968 var konceptet uoriginalt, selvom man forsøger at være kreativ med brug af kulisser og effekter.
Desværre har man haft et så lille budget, at man ikke har haft råd til at filme mere end en enkelt kampscene. Man har derfor genbrugt scener fra de tre tidligere film - endda den første i sort/hvid, så af den grund er der mest fokus på de menneskelige karakterer i skikkelse af en japansk og en amerikansk spejderdreng, hvilket er lige så fjollet, som det lyder. For denne film er åbenlyst en børnefilm. For det første spiller børn den dominerende rolle, men hele handlingen er også kendetegnet ved en barnlig undertone, så det er som at se en live action udgave af en tegnefilm, fordi at Gamera trods alt er tænkt som en skabning, som børn kan se op til.
Man har i det mindste formået at finde en amerikansk dreng, der kan tale japansk, og selvom han ikke er skuespiller, så spiller han mere overbevisende end de skuespillere, man normalt ser i kaiju-film, hvilket jo bare beviser, at et uerfarent barn kan finde ud af det. Skuespillet halter nemlig generelt i denne film, og særligt de kvindelige karakterer er ulideligt melodramatiske og bidrager ikke med andet end at være til stede som de obligatoriske kvinderoller.
Alt i alt er universet, handlingen og de medvirkende et produkt af deres tid, og det er således også en af de film, der er svær at se med moderne øjne - ikke fordi at den er dårligt produceret, men fordi den grænser til at være et overnaturligt lystspil.
