Trods titlen er dette den 11. Gamera-film i rækken og den sidste i reboot-trilogien, der foregår i samme univers med de samme karakterer. Gamera har dog fået en mindre designændring, men det skyldes nok mest af alt, at man for en gang skyld har investeret i effekter og kostumer. Denne film adskiller sig nemlig fra de tidligere Gamera-film på mange måder - i særdeleshed når det gælder kvalitet.
Selvom effekterne ikke altid er overbevisende, fordi man nu og da har gjort brug af computeranimation, så er de alt i alt acceptable, og særligt kampen mellem Gamera og Iris på Kyoto station er dramatisk og actionfyldt. Man har endelig valgt at fokusere på ødelæggelser, så dem er der heldigvis flere af i denne film og det samme gælder dødsfald, for der er omsider tale om en kaiju-film målrettet et ældre publikum, og derfor er en af de mest episke scener også en decideret massakre i Tokyo, hvilket ikke engang er filmens klimaks. Det er bare endnu et eksempel på, hvordan denne film skiller sig ud og dermed er en af de bedre kaiju-film, fordi den simpelthen bare er uforudsigelig.
Plottet er også et kreativt pust til kaiju-genren, hvor man i årtier fulgte det samme koncept, som meget hurtigt blev kedeligt. Desværre er Iris meget overdesignet, så man har svært ved at genkalde og dermed genkende den, og det er også lidt svært at definere, hvad den egentlig er. Mennekerne fylder som altid for meget, men det er kun, fordi det er den samme gruppe, man følger, og når det endda er gengangere bliver det lidt trivielt, at de igen skal følge Gameras kamp på nært hold og udsætte sig selv for fare. Lad nu bare de kaijuer kæmpe i fred.
Når man tænker på, at det er den sidste film i en trilogi, er den overordnet set en værdig afslutning, for filmene blev kun bedre med tiden. Dog kunne afslutningen godt have været mere storslået, håbefuld eller sørgelig, så man netop følte, at der var tale om en afslutning.
