Dette er et af de mere besynderlig bidrag til kaiju-genren, for som titlen indikerer, er det primære monster nemlig en Frankenstein, der tager kampen op imod kaijuen Baragon. Det bliver ikke mere underligt af, at der er tale om en fællesproduktion mellem Japan og USA, og derfor optræder der en amerikansk skuespiller, som taler japansk, hvilket han alligevel ikke gør. Den japanske stemme er nemlig lagt oven på, så hans mundbevægelser slet ikke passer.
I den amerikanske version gjorde man så det modsatte, da man gav de japanske skuespillere engelske stemmer, og man indskrev desuden også en anden slutning, hvilket jeg godt kan forstå, for slutningen i den japanske udgave er godt nok en skuffelse og et tydeligt tegn på manglende inspiration og kreativitet. Det er dog et gennemgåede træk ved kaiju-film, der på brat vis bliver rundet af, som om historien ikke fortjener en afslutning.
Historien hænger imidlertid også, hvilket primært skyldes de besynderlige karakterer - heriblandt en kvinde, der går op i at skifte tøj hele tiden. Generelt virker folk som karikaturer, og der er flere komiske scener, hvilket inkluderer åbningsscenen med et laboratorium, der ligner noget fra en tegnefilm. Det samme gør Frankenstein sådan set, men han er til gengæld også det eneste gode ved filmen, for skuespilleren Koji Furuhata er godt nok vild, så kampen mellem Frankenstein og Baragon er en af de mest dynamiske inden for alle kaiju-film, fordi han ikke bærer et kostume og kan bevæge sig frit.
Landskaberne er egentlig også overbevisende, men brugen af miniaturedyr er virkelig amatøragtigt, hvilket man alligevel har affundet sig med, som om man har været tilfreds med det lave kvalitetsniveau. Den bedste scene er ironisk nok den, som kun findes i den amerikanske version, hvor der optræder en kæmpeblæksprutte, som er rigtig godt lavet.
