

Den 15-årige Yasuki Kajitani boede med sine forældre og søster i byen Kurashiki, hvor han om eftermiddagen den 13. november 2022 forlod hjemmet med beskeden om, at han ville tage til aftenundervisning. Yasuki vendte imidlertid aldrig hjem, og da hans mor forsøgte at ringe til ham, blev der ikke svaret. Hun blev derfor bekymret og prøvede i første omgang at lede efter sin søn i lokalområdet, men da der ikke var nogen spor efter ham, gik hun i stedet til politiet for at melde ham savnet.
Politiet kom da hurtigt på sporet af teenagedrengen, for ved at gennemgå overvågningsvideoer kunne man nemlig følge hans færden, da det viste sig, at han slet ikke var taget til aftenundervisning. I stedet var Yasuki gået til Kurashiki station, hvor han tog et tog til Mihara station og herfra gik videre til Mihara havn, hvor politiet dog mistede ham af syne, idet det ikke længere var muligt at identificere ham på overvågningsbillederne. Noget tydede dog på, at Yasuki var steget på færge i Mihara havn, for dagen efter hans forsvinding, blev hans telefon nemlig fundet på broen til øen Ikuchijima i det japanske indlandshav, hvor Yasuki ligeledes havde efterladt den manga, som han var i gang med at læse.
Dette blev imidlertid det sidste spor i søgningen efter Yasuki Kajitani, som der ikke har været livstegn fra lige siden. Det var derfor oplagt at tro, at han kunne være faldet eller sprunget ud fra broen, men en eftersøgning i vandet gav intet resultat, så det er også muligt, at drengen iscenesatte sin egen død, fordi han i virkeligheden løb hjemmefra. Yasuki var nemlig tredjeårsstuderende i mellemskolen og skulle inden længe tage adgangsprøver til gymnasiet, hvilket han tilsyneladende var nervøs for, idet han åbenbart følte, at han skulle præstere godt, selvom han ikke havde lyst til det. Forventningerne kan derfor have drevet ham til at foretage drastiske valg ud af desperation, men det er aldrig blevet opklaret, hvad der var formålet med hans tur til Ikuchijima, som ligger næsten 100 kilometer fra Kurashiki.
Det er således også en gåde, om Yasuki fortsat er i live eller ej, men selvom vidner ellers har påstået at have set drengen, så var han trods alt kun var 15 år, da han forsvandt, og han kunne derfor kun klare sig i samfundet, hvis der var nogen til at tage sig af ham. Alligevel har ingen valgt at stå frem med yderligere informationer om hans skæbne, som dermed forbliver uvis.
