Mysteriet om John Zegrus

Den 24. oktober 1959 ankom en mand ved navn John Allen Kuchar Zegrus med fly til Haneda ludthavn i Tokyo i selskab med sin koreanske kone. I januar 1960 blev han dog anholdt af det japanske politi, som sigtede John Zegrus for dokumentfalsk, da han under sit ophold i Japan hævede store kontantbeløb fra forskellige banker med brug af falske checks. Dog blev det afsløret, at han ligeledes var rejst ind i Japan med brug af et uægte pas på størrelse med et ugeblad, hvilket ikke blot viste sig at være hjemmelavet - dette var også blevet udstedt i et land kaldet Negus Habes, som slet ikke fandtes, ligesom teksten var skrevet på et sprog, som ikke eksisterede. Da John Zegrus blev bedt om at udpege landet på et kort, pegede han ikke desto mindre på et område i Østafrika syd for Sahara og forsikrede, at der var tale om en ægte nation, og at han tilmed var en udsendt ambassadør fra denne.

John Zegrus talte imidlertid engelsk og påstod samtidig, at han var en amerikansk agent, som var født i USA, men at han havde boet i vidt forskellige dele af verden, før han altså var blevet statsborger i et land, som ikke eksisterede, hvorved hans sande nationalitet dermed var et mysterium. Det samme var hans identitet sådan set, for eftersom passet var hjemmelavet, så kunne det ikke bevises, at han i virkeligheden hed John Allen Kuchar Zegrus, hvilket derfor er blevet betragtet som et alias. Med brug af passet havde han ikke desto mindre rejst rundt i flere lande, før han ankom til Japan via Taiwan, hvor han altså blev afsløret i at benytte sig af et falsk pas fra et ikke-eksisterende land.

I 1960 blev John Zegrus idømt et års fængsel ved en japansk domstol, hvor han herefter forsøgte at begå selvmord ved at skære sig i håndleddet med et glasskår, som han havde gemt i sin mund. Han overlevede dog, og efter sin løsladelse blev han og hans kone deporteret, men eftersom John Zegrus ikke havde noget officielt hjemland, valgte man at sende ham til Hongkong, mens hans kone derimod blev sendt til Sydkorea. Det vides ikke, hvad der herefter skete med John Zegrus, ligesom hans sande identitet aldrig er blevet afsløret, så det er samtidig et uopklaret mysterium, hvor han rent faktisk stammede fra, hvilket siden har været udgangspunkt for både teorier og skrøner, som overdramatiserer den sande historie. Der er eksempelvis opstået versioner om, at John Zegrus stammede fra et land kaldet Taured, hvilket har ført til, at han i moderne myter er kendt som "manden fra Taured", selvom dette landenavn ikke optræder i de oprindelige artikler om sagen. Der er muligvis tale om en forveksling med det etniske folk kaldet taureger, som enten er blevet fejloversat eller misfortolket under dækningen, hvor disse tilsyneladende er blevet nævnt, så det således er opstået forskellige udgaver af historien.

Det formodes dog, at John Zegrus i virkeligheden var en udenlandsk agent, eftersom han kunne rejse rundt i hele verden uden et officielt arbejde og dermed indkomst. Han var sandsynligvis amerikaner, som han selv påstod, mens han foretog undercover-arbejde i skikkelse af en ægtemand med en koreanske kone. Netop det at hun var fra Sydkorea kan betragtes som et bevis på en amerikansk forbindelse, og man går dermed også ud fra, at John Zegrus blev assisteret af de amerikanske myndigheder efter sin løsladelse og ankomst til Hongkong, hvor han muligvis blev givet en ny identitet, hvilket er den oplagte forklaring på, at der aldrig siden har været spor efter ham. Dog er det også muligt, at John Zegrus blev elimineret, eftersom han trods alt forsøgte at tage livet af sig selv efter at have modtaget en temmelig mild dom, hvilket kan have umuliggjort et videre samarbejde med hans ukendte bagland, som af den grund valgte at slette alle spor ved at skaffe ham ad vejen.

Hvis han så sandelig var en amerikansk agent på mission i Japan, så er det dog uvist, hvorfor han indløste falske checks, og hvad han skulle med de store kontantbeløb, det lykkedes for ham at hæve. John Zegrus påstod selv, at han som agent havde til opgave at hverve japanere til Den Arabiske Union, men her nægtede man at have kendskab til manden, som ingen har erkendt at have nogen relationer til. Eftersom dækningen af sagen i sin tid var sparsom, har denne derfor først fået opmærksomhed i nyere tid, hvor John Allen Kuchar Zegrus må formodes at være død, idet han var i 30'erne, da han blev anholdt i Japan.

Total Page Visits: 33 - Today Page Visits: 2