

Den 6. juni 1992 lettede et privatejet Cessna-fly fra Honda-lufthavnen i Saitama-præfekturet med i alt tre personer ombord i skikkelse af en mandlig pilot og to kvindelige passagerer. Flyet tilhørte en flyveklub, så der var tale om en hyggelig udflugt, hvor piloten havde tænkt sig at flyve over Fuji-bjerget, så dette kunne blive beundret fra et øvre perspektiv. Flyet lettede klokken 11.30, og ankom til Fuji-bjerget lidt over klokken 12, men dette er Japans højeste bjerg med en højde på 3776 meter, hvilket piloten må have fejlvurderet, idet han fløj i så lav højde, at han endte med at flyve ind i bjerget, hvor både han og hans passagerer omkom, da cockpittet smadrede mod en klippevæg, mens resten af flyet formåede at forblive intakt.
Styrtet blev observeret af flere vandrere, som var i gang med at bestige Fuji-bjerget, og de kunne derfor også slå alarm, men da redningsmandskabet nåede frem, stod det klart, at ingen af de ombordværende havde overlevet ulykken, der var fundet sted i 3720 meters højde - altså på toppen af Fuji-bjerget, som piloten tilsyneladende havde forsøgt at flyve over, da han i stedet kolliderede med bjerget. Man mener, at dette skete på grund af voldsom turbulens fra krateret på Fuji, hvilket gjorde det umuligt for det lille fly at stige til vejrs, hvilket piloten ellers prøvede på, indtil han i stedet fosøgte at dreje flyet uden om bjerget, hvilket også viste sig at være forgæves. Piloten kunne kort sagt ikke undgå at flyve ind i Fuji-bjerget med brug af sine manøvrer, men ulykken kunne ikke desto mindre have været undgået, hvis han havde sørget for at holde sig i en højde over bjerget ved ankomsten til det.
Efter ulykken sørgede man for at fjerne flyvraget, så der ikke længere er spor efter hændelsen, men et lille mindesmærke blev imidlertid opført på stedet.
