Den første japaner i rummet

Toyohiro Akiyama i rummet

Den første japaner i rummet var ikke en astronaut, men derimod en journalist ved navn Toyohiro Akiyama, der i en alder af 48 år blev sendt ud på en kommerciel rumrejse den 2. december 1990, så han kunne dokumentere denne. Toyohiro Akiyama var således en såkaldt rumturist, og lige netop han blev udvalgt, fordi han var journalist, idet rumrejsen var sponsoreret af det japanske medieselskab Tokyo Broadcasting System (TBS), der ville tiltrække seere og samtidig fejre stationens 40 års jubilæum ved at sende den første japaner ud i rummet. Til dette allierede man sig med Sovjetunionen, der mod betaling af et millionbeløb stillede både fartøj, træning og mandskab til rådighed.

Toyohiro Akiyama begyndte sin kosmonauttræning ved Gagarin Kosmonauttræningscentret i Stjernebyen uden for Moskva i 1989, og efter at have gennemført denne og blevet erklæret for egnet til at rejse ud i rummet, skete dette altså den 2. december 1990, hvor han oprindeligt skulle have været i selskab med den kvindelige fotograf Ryoko Kikuchi, som han derfor havde gennemgået træningen sammen med. En uge før opsendelsen blev hun dog ramt af blindtarmsbetændelse, og hun kunne derfor ikke deltage i missionen, der altså skulle have inkluderet en mandlig og en kvindelig japaner. I stedet endte Toyohiro Akiyama med at blive den eneste og dermed første japaner i rummet, da han i selskab med to sovjetiske kosmonauter blev sendt afsted med rumfartøjet kendt som Soyuz TM-11, hvor det japanske flag optrådte samt logoerne tilhørende de japanske sponsorer, der havde ydet økonomisk støtte.

Toyohiro Akiyama nåede at opholde sig lige knap 8 dage rummet, hvor turen gik til rumstationen Mir, hvorfra Toyohiro dagligt rapporterede direkte tilbage til Jorden, som han vendte tilbage til den 10. oktober, hvor landingen med Soyuz TM-10 fandt sted i Kasakhstan, hvilket japanerne kunne følge direkte på TV. Omkring en tredjedel af alle japanske TV-seere fulgte med i Toyohiros første rapport fra rummet, men herefter faldt seertallet til under 15 %. Toyohiro talte mest om at være rumsyg, og han kastede derfor op under sit ophold i rummet, hvor han desuden savnede at ryge cigaretter, hvilket derfor var det, han glædede sig mest til, da han vendte tilbage til Jorden.