Gruppeselvmordene i Minano

Den 12. oktober 2004 fandt man en bil holdende på en parkeringsplads i byen Minano i Saitama-præfekturet, hvori der befandt sig syv døde mennesker i skikkelse af  fire mænd og tre kvinder, og det stod meget hurtigt klart, at der ikke var tale om en ulykke. Bilens døre og ruder var nemlig forseglet med tape, og blandt ligene fandt man fire beholdere med kulbriketter, som simpelthen var blevet antændt inde i bilen, imens de syv personer havde opholdt sig i denne, hvorved man kunne konkludere, at man havde at gøre med et gruppeselvmord med et temmelig højt antal ofre.

Det viste sig dog, at disse stammede fra vidt forskellige egne af landet - lige fra Saga-præfekturet i syd til Aomori-præfekturet i nord, men alligevel havde de altså valgt at mødes og tage livet af sig selv i selskab med hinanden, hvilket de havde aftalt at gøre via internettet, hvor de syv ofre fik kontakt til hinanden på såkaldte selvmordhjemmesider, hvor selvmordtruede ledte efter ligesindede, som de kunne gå i døden sammen med. Det endelige møde blev arrangeret af en 34-årig kvinde fra Tokyo, som engang havde været gift med sangeren Arashi Moritomo fra 90'er-bandet T-Bolan, og hun havde også selv haft en kortvarig karriere som sanger, indtil hun trak sig tilbage for at leve en tilværelse som husmor.

Kvinden blev dog skilt fra Arashi Moritomo, da hun begyndte at udvikle en personlighedsforstyrrelse, og det var tilsyneladende hendes mentale problemer, der gav hende lyst til at begå selvmord, idet hun oprettede en hjemmeside, hvor hun ikke blot udtrykte et ønske om at dø - andre selvmordtruede besøgte ligeledes hjemmesiden for at beklage sig over tilværelsen eller søge hjælp til at begå selvmord. På dette tidspunkt befandt Japan sig i en selvmordbølge, og selvmordshjemmesider blev derfor udbredt, og det samme gjorde antallet af gruppeselvmord, fordi det var nemt for folk at finde sammen på internettet.

Kvinden forsøgte flere gange at tage livet af sig selv men uden held, så via sin hjemmeside kontaktede hun andre selvmordtruede, som hun knyttede forbindelse til via mail, og sammen aftalte de at mødes den 12. oktober 2004, hvor seks personer altså rejste til Tokyo blot for at gå i døden sammen. De lejede derfor en bil til formålet og kørte denne til Minano, hvor gruppeselvmordet fandt sted, hvilket med stor sandsynlighed var planlagt på forhånd. For blot to uger forinden - den 28. september - havde man nemlig fundet en anden bil i Minano, hvor fire unge mennesker havde taget liv af sig selv på præcis samme måde, efter at de også havde fundet hinanden på internettet.

Gruppeselvmordet med de syv ofre lod derfor til at være inspireret af det forrige gruppeselvmord, og disse to hændelser var derfor med til at sætte fokus på udbredelsen af selvmordshjemmesider, og det stigende problem med gruppeselvmord som et socialt fænomen, der kunne knyttes til internettet, hvorved myndighederne erkendte behøvet for digital overvågning som en del af selvmordsforebyggelsen. Japans selvmordsbølge havde toppet året forinden, hvor den nationale selvmordrate var 27 selvmord per 100.000 indbyggere, men først ti år senere begyndte bølgen at aftage.

Total Page Visits: 14 - Today Page Visits: 3