Kobe Suma Sea World

Et akvarium med en lang historie

Om stedet

Kobe Suma Sea World er et akvarium beliggende i Kobe, hvilket har en noget turbulent historie. Dette har nemlig sin oprindelse fra slutningen af 1800-tallet, da man i 1897 anlagde et akvarium i forlystelsesparken kaldet Warakuen, hvorved der var tale om Japans første egentlige akvarium. Dette blev dog flyttet i 1902 og nedlagt i 1910, mens man 20 år senere opførte et nyt akvarium, som dog også lukkede under Anden Verdenskrig. Efter krigens afslutning opførte man så endnu et akvarium i 1957 kendt som Suma Akvarium, hvilket nåede at være åbent i 30 år, før det også måtte lukke grundet slitage.

Samme år opførte man derfor endnu et akvarium kendt som Suma Aqualife Park, men dette blev dog beskadiget under Kobe-jordskælvet i 1995, hvilket kostede halvdelen af dyrene livet grundet strømsvigt, så man blandt andet ikke kunne ilte vandet. Akvariet åbnede dog igen dørene efter at være blevet renoveret, og i 2024 blev akvariet privatiseret og ændrede navn til Kobe Suma Sea World. Akvariet blev nemlig købt af Grand Vista Hotel & Resort, som også ejer Kamogawa Sea World, der er kendt for at være et af de få steder i Japan, hvor man kan opleve spækhuggere i fangenskab.

Man valgte derfor også at bringe spækhuggere til Kobe Suma Sea World, og er nu blevet akvariets hovedattraktion, og disse kan blandt andet betragtes, imens man spiser mad, idet anlægget ligger ved siden af en restaurant. Herudover findes der mange andre arter såsom delfiner, søløver, pingviner, vandmænd, havskildpadder og diverse saltvandfisk, og der er endda en sektion, som er gratis at besøge, hvor man kan få lov at kigge på ferskvandsfisk. Med til akvariet hører også et hotel med en kontroversiel installation, idet der til dette hører et delfinbassin, hvor hotellets gæster har mulighed for at begive sig ned i vandet og interagere med delfiner. 

 

 Find vej

Kobe Suma Sea World  ligger 500 meter fra Sumakaihinkoen station.

Total Page Visits: 13 - Today Page Visits: 1