

Den 21-årige Yoshiyuki Nishiyasu boede hjemme hos sine forældre i den lille by Ichijimacho i Hyogo-præfekturet, da han den 15. marts 1987 valgte at tage på en udflugt til Maizuru i Kyoto-præfekturet sammen med en gammel skolekammerat, der kom for at hente Yoshiyuki i sin bil. De to tilbragte nogle timer i Maizuru, hvor vennen lagde mærke til, at Yoshiyuki var meget opmærksom på sin påklædning, hvilket hans forældre også havde bemærket, inden han tog afsted. På køreturen tilbage til Ichijimacho bad Yoshiyuki så om at blive sat af på halvvejen ved Ayabe station, idet han hellere ville tage toget hjem, men da hans ven tog afsked med ham ved stationen, kunne han ikke vide, at han dermed havde set Yoshiyuki for sidste gang, idet han aldrig vendte hjem igen.
Det vides nemlig ikke, hvad der skete med den unge mand, efter han blev sat af ved Ayabe station, for ingen så ham forlade denne eller tage toget derfra, og det er desuden uklart, hvorfor han i det hele taget ønskede at blive sat af ved denne station, eftersom der ikke var direkte togforbindelse til Ichijimacho. Man mistænker derfor, at Yoshiyuki Nishiyasu ikke havde planer om at tage hjem, men at han muligvis havde en anden aftale, som han valgte at tage til, hvilket også kunne forklare, hvorfor han gik så meget op i sin påklædning. Det er derfor muligt, at han eventuelt skulle på en date, men eftersom han var arbejdsløs og havde sendt en masse ansøgninger ud til forskellige virksomheder, er det også oplagt at tro, at han havde en jobsamtale.
Det er dog et mysterium, hvor Yoshiyuki valgte at tage hen, og hvor han helt nøjagtigt forsvandt, for det sidste livstegn fra ham var nemlig en kort opringning, som hans ven modtog, efter at han var kommet hjem, hvor Yoshiyuki blot ringede for at sige tak for en hyggelig dag sammen, inden der blev lagt på. Eftersom Yoshiyuki ikke var taget hjem til sine forældre, må opkaldet være blevet foretaget fra en telefonboks, og der var intet mistænkeligt ved dette, som tydede på, at han var i problemer. Det er således også et mysterium, hvordan han i det hele taget forsvandt, idet dette kunne være sket af egen fri vilje, ligesom han kunne være kommet ud for et uheld eller være blevet offer for en forbrydelse - eventuelt begået af den eller de personer, som han muligvis skulle mødes med.
Da det senere kom frem, at nordkoreanske agenter havde foretaget kidnapninger af japanere i årene før Yoshiyukis forsvinding, mistænkte man, at han muligvis også kunne være et offer for disse, eftersom Maizuru ligger ud til Det japanske hav, hvor flere af kidnapningerne blev begået, idet ofrene blev fragtet til Nordkorea med båd. De nordkoreanske agenter lokkede også flere japanere til Nordkorea med jobtilbud, og eftersom Yoshiyuki var arbejdsløs, kunne han dermed have været et oplagt mål. Men dette er blot spekulationer baseret på manglen på beviser, da der ikke var nogen spor at gå efter, hvorved man heller ikke ved, hvad der blev af Yoshiyuki Nishiyasu.