

Den 17. maj 2007 opsøgte den 50-årige Hisato Obayashi sin jævnaldrende ekskone, Michiko Mori, i hendes hjem i Nagakute i Aichi-præfekturet, hvor han bevæbnet med en revolver truede hende til at tage ham tilbage, hvilket fik parrets to voksne børn til at ringe til politiet. Kort efter ringede de dog tilbage med beskeden om, at manden var faldet til ro, men en 54-årig betjent ved navn Akifumi Kimoto blev alligevel sendt ud på adressen for at tjekke situationen. Ved sin ankomst blev Akifumi dog skudt i halsen ude foran huset, og da Hisato fandt ud af, at hans børn havde ringet til politiet, blev den 25-årige søn, Kanto, skudt i maven, mens den 21-årige datter, Risa, blev skudt i foden.
Det lykkedes herefter for de to at flygte, alt imens Hisato barrikaderede sig i huset, hvor han tog sin ekskone som gidsel, da en politistyrke ankom til stedet, hvor Kanto og Risa blev bragt på hospitalet, mens det imidlertid ikke var muligt at komme frem til den sårede Akifumi, eftersom Hisato var bevæbnet og tydeligvis ikke tøvede med at tage sit våben i brug. Han fortalte sågar, at han havde en bombe, og at han ville detonere denne, hvis politiet nærmede sig, hvilket man derfor undlod at gøre. Hele gaden blev i stedet spærret af, og de nærliggende huse blev evakueret, men medierne mødte ikke desto mindre op, så man kunne dække hændelsen på afstand.
Gidselsituationen varede dog ved i flere timer, hvor man både forsøgte at overtale Hisato til at lade Michiko gå, samtidig med at man prøvede at komme frem til Akifumi, så man kunne få bragt ham i sikkerhed. Indsatsstyrker mødte derfor op for at deltage i aktionen, og efter fem timer lykkedes det endelig at få reddet Akifumi Kimoto, som stadig var i live. Han blev herefter bragt til behandling på hospitalet, hvor han formåede at overleve, men en anden mand endte desværre med at omkomme, idet Hisato beskød politiet under redningsarbejdet, hvor den 23-årige Kazuho Hayashi blev ramt i halsen af et skud, som endte med at koste ham livet. Han var medlem af det japanske Special Assault Team og blev dermed den første person, som var blevet dræbt i tjeneste.
Imens fortsatte gidselsituationen i Nagakute. Og selvom at han havde fået et liv på samvittigheden, så nægtede Hisato Obayashi fortsat at overgive sig. Den næste morgen stillede han i stedet et krav om at komme i kontakt med radioværten James Havens, så han kunne fortælle sin historie. Politiet ringede derfor til James Havens og sørgede for, at opkaldet blev stillet videre til Hisato, men imens han talte i telefon, lykkedes for hans ekskone at flygte ud gennem et badeværelsesvindue, og eftersom han dermed ikke havde noget gidsel, besluttede den 50-årige mand sig så endelig for at overgive sig efter 29 timer, hvor han omsider blev anholdt og det dramatiske forløb blev bragt til en ende.
Hisato Obayashi blev efterfølgende idømt livsvarigt fængsel for gidseltagningen, der endte med at koste en mand livet, mens tre andre blev såret, hvoraf to af dem endda var hans egne børn. Han havde fået fat i revolveren gennem sine forbindelser til den japanske mafia, som han havde været medlem af, men han var dog ikke i besiddelse af sprængstof, som han ellers havde påstået. Michiko Mori valgte at flytte fra huset i Nagakute, som senere blev revet ned.