Akame ga Kill! er det, som jeg plejer at kalde en typisk anime-serie, for den er fyldt med alt det, der kendetegner anime: farverige frisurer, skøre kostumer, blodige kampscener, kreative våben, specielle væsner og seksuelle undertoner. Det er kort sagt en sammenkogning af stereotype elementer, der desværre også er med til at trække serien ned.
Det er tydeligvis en historie skrevet af mænd og tiltænkt mænd, for sådanne fortællinger besidder sjældent en dybde, men formår alligevel at få succes ved netop at inddrage de klichéer, som publikum er vilde med. Det kommer eksempelvis til udtryk med karaktererne, hvis design er en hver cosplayers våde drøm, men også deres personligheder, der er set så mange gange før. Der er alt for meget fokus på store bryster, og serien er så tæt på at falde ind i harem-kategorien, men formår utroligt nok at balancere uden om.
Det skyldes, at serien først og fremmest handler om et blodigt oprør, som der heldigvis er lagt vægt på at skildre med fænomenal animation. De usædvanlige våben og måden, de opvejer hinanden på virker nøje gennemtænkt, men det jeg virkelig elsker ved denne serie er, at man ikke er bange for at slå karaktererne ihjel. Selv hovedpersoner bliver på chokerende vis dræbt på stribe, så man til sidst ikke har nogen fornemmelse af, hvem der vil overleve.
Selvom serien således er både tragisk og uforudsigelig, så er den også meget ekstrem. Handlingen vil til tider chokere så meget, at den kører fuldkommen af sporet, og særligt den konstante inddragelse af nye karakterer (psykopater) med nye bizarre designs bliver til sidst for meget. Det giver heller ikke mening, at stort set alle almindelige mennesker ser normale ud, mens de personer der er i fokus, absolut skal ligne cirkusfreaks. For helt ærligt, hvad er det egentlig for en verden, vi befinder os i...?
Selve historiens udgangspunkt er trods alt en revolution, hvis pointe går tabt i måden, den bliver kæmpet. Jeg har i hvert fald svært ved at se en god og en dårlig side, selvom linjen forsøger at blive ridset op, til trods for at man ironisk nok følger kyniske snigmordere. Serien virker derfor blottet for en egentlig morale og er vist mest af alt lavet for underholdningens skyld. Det giver således mening, at handlingen er centreret om kamp og død frem for at udforske de underliggende forhold, der er medvirkende til konflikt til at begynde med. At en korrupt premierminister er årsagen til et helt lands ulykke er simpelthen for tegnefilmsagtigt.
