Dette er en Netflix-produktion og et godt eksempel på, hvordan konkurrence simpelthen kan fungere som en dræber, fordi man er for fokuseret på at skille sig ud på markedet uden rigtig at gøre det. Jeg fornemmer lidt en Hollywood-tendens i moderne anime, for man vil alt for meget med alt for lidt tid.
I første sæson skal der en del mere end kun 12 afsnit til at fortælle den komplekse historie, som man gerne vil - primært fordi der kører to parallelhistorier, og til sammenligning er sæson 2 fuldkommen unødvendig. Der er tale om en stor sammenkogning af alt lige fra genrer og effekter til plot og ideer. I starten foregår alt på et forståeligt og til dels medrivende niveau, men så eskalerer det hele gradvist, og man mister fuldkommen grebet i handlingen, fordi der sker så meget, og således drukner historien i gøgl.
Man bliver ikke introduceret nok for universet, og så er der så mange bærende elementer, der bliver forklaret som notitser, så man ikke helt kan huske dem, fordi der hele tiden bliver proppet på i mængden af informationer. Animationen er dog i særklasse, men en serie skal ikke kun være flot at se på, og den er desuden hele tiden så dynamisk og eksperimenterende, at man visuelt bliver lige så stresset, som når man forsøger at holde styr på handlingen. Nogle gange forsøges der at opveje for dette ved at indskrive længerevarende spændingsscener, der fungerer som pusterum for ens hjerne, men det er igen bare noget, der gør serien til et virvar af virkemidler.
Plotmæssigt synes jeg, at der er tale om en blanding af de to serier Darker Than Black og Tokyo Ghoul, og jeg føler især, at man forsøger at spille på den sidstnævntes popularitet på alt for mange åbenlyse områder (hårfarveændring, dæmonøje, rivalisering mod sine egne, omfattende tortur med intense smerteskrig). Personregistret giver mig også et deja vu til serier som Psychopass og Planetes. Så selvom der er tale om et originale værk, virker det på ingen måde originalt.
Det er lidt synd, at man har skabt et så komplekst univers og så gør det så uforståeligt ved at forholde sig til for mange faktorer. Et enkelt fokus fra start til slut ville have gjort underværker, for det er den slags, der skaber serier og sørger for, at folk ikke hopper fra undervejs. I stedet er man endt med at producere serien i graven uden at færdiggøre den.
