Death Note er perfektion på så mange områder og et godt eksempel på, hvordan man med ganske få fantasyelementer kan gøre en fortælling spændende og samtidig troværdig. Selve konceptet er det bærende element, men det er karaktererne og deres samspil, som bærer historien. Rivaliseringen mellem hjerner er noget helt andet, end den man typisk ser mellem muskler, så der er generelt tale om et intenst drama, hvor man aldrig kan vide, hvad der kommer til at ske, fordi karaktererne ligesom i et spil skak må afvente modstanderens træk og reagere på dette.
Selve fundamentet for seriens popularitet er dilemmaet om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, for mange af os vil kunne forholde os til Lights ønske om at gøre verden til et bedre sted, men dette opfylder han ved selv at gå ind i mørket, og således er der altså tale om et paradoks, hvor han både er helten og skurken, og det samme er dem, der prøver at standse ham, alt efter øjnene der ser.
Det vil altså sige, at der er to sider, man som seer bliver opfordret til at vælge imellem, men dette leger samtidig med ens egen moral, hvilket er det, der gør serien så fængende, fordi den ikke kun fortæller en historie om de medvirkende, men også om mennesker generelt. En sådan psykologisk dybde og respekt for det modne publikum er og bliver noget af det, jeg elsker ved anime - og at man så tilmed har investeret i at gøre serien så visuelt attraktiv, kan jeg ikke andet end værdsætte.
Der er et vedvarende fokus på detaljer og en gennemgående æstetik, der virkelig får Death Note til at skille sig ud blandt alle andre serier, og jeg tror desværre aldrig, man kommer til at se et lignende eksempel på en produktion, hvor der på så omfattende vis er kælet for virkemidler, fordi man nu om dage er så fokuseret på at spytte den ene serie ud efter den anden i stedet for at engagere sig i en og gøre denne perfekt, så den dermed skiller sig ud. Nu og da er der overdramatiserede og tilmed ulogiske indslag, men generelt er det for at skabe en stemning, der til tider er afskyelig intens med ikoniske scener til følge.
Den første halvdel af serien er uden tvivl den bedste, og de første afsnit er episke. Efterhånden som den skrider frem, kommer den også længere ud på et sidespor og bliver mindre gennemtænkt, og slutningen er desværre en skuffelse af dimensioner. Det er ikke fordi animationen er så dynamisk igen, men den virker, fordi man har begrænset sig og fokuseret på at skabe en stemning med brug af effekter, vinkler, musik, replikker og farvetoner, der er helt unik for denne serie.
Death Note er bare en af mine yndlingsserier, hvilket den har været lige fra første afsnit. Og det er derfor også en serie, jeg nyder at gense, selvom handlingen altså ikke kan overraske. Men selve historien og den måde, den er fortalt, er simpelthen indbegrebet af perfektion, at jeg hellere end gerne vil genopleve dette mesterværk inden for anime-genren.
