Denne serie er utroligt relevant, og selvom den også var det i 2007, så er den jo egentlig forud for sin tid, fordi der siden da er sket så meget med virtual reality og AI-teknologi, der er blevet en fast del af vores samfund - præcis som i denne serie, hvor man stort set ikke får virkeligheden at se, fordi man observerer denne gennem de specielle briller, der ligeledes leder tankerne hen på moderne teknologi.
Det er som sådan et god effekt, at vi ser det, som karaktererne ser med deres briller, men netop fordi man ved, at det ikke er ægte, så får man flere gange lyst til at vide, hvordan virkeligheden ser ud i visse situationer, og hvorfor folk ikke bare smider deres briller. Det er naturligvis, fordi de er blevet afhængige af dem, men der er ikke gjort nok ud af at skildre denne afhængighed, der snarere gengives som en nødvendighed. Det er dog klogt at tage udgangspunkt i børn og vise, hvor meget teknologi fylder i deres tilværelse og dermed påvirker den.
Det er desværre først til sidst i serien, man begynder at beskæftige sig med de eksistentielle spørgsmål med inddragelsen af moraler. Indtil da er det en meget gyngende historie, der hele tiden svinger mellem komedie og drama. Man har også valgt et finurligt koncept med en stil målrettet et yngre publikum, mens handlingen er temmelig kompleks og derfor henvender sig til mere modne seere. I bund og grund forsøger man tydeligvis at ramme en bred målgruppe, men dermed stikker handlingen også i vidt forskellige retninger. Den er derfor bedst i starten, hvor der ikke er bygget så meget på universet, at det er begyndt at blive for uoverskueligt.
Universet er om ikke andet interessant og delvist gennemtænkt, for ud fra et realistisk synspunkt er der virkelig mange ting, der ikke giver mening. Derfor er det nok klogt, at man inddrager humor som det fjollede element, så man undgår at forholde sig til de ulogiske indslag. I sidste ende bliver man nemlig trukket ind i en helt anden verden, hvilket man jo gør med tegnefilm, og det er netop det interessante ved denne serie, fordi den som fiktion beskæftiger sig med virkelighedsflugt, hvilket vi alle foretager os på hver vores måde, hvad end det er via anime, bøger, alkohol, spil, osv. Men selvom man selv er bevidst om, at man har begivet sig ind i en fantasiverden, hvor langt skal man så gå, før man mister sin realitetssans?