Da jeg første gang så denne serie, var den censureret i stykker, fordi den indeholder en del grafiske elementer - både blodige og erotiske. Den var derfor meget svær at nyde, men det er ikke ligefrem, fordi den ucensurerede version er meget bedre, for Future Diary har generelt bare den svaghed, at det er en grænsesøgende serie, der vil alt for meget. Det er kort sagt en suppe fyldt med ekstreme karakterer, skiftende handlingsfokus og det ene dramatiske indslag efter det andet, der ikke har andet formål end at chokere.
Det er i det hele taget svært at genrebestemme denne serie, fordi den det ene øjeblik er komisk og idyllisk, mens den det næste er actionpræget og tragisk. Og den skizofrene fornemmelse går igen i karaktererne, der stort set alle er psykopater, hvor pigen Yuno er et af de mere ekstreme tilfælde, og så har hun en virkelig ulidelig stemme, der ligesom hendes personlighed ændrer sig konstant.
Ironisk nok forsøger serien at virke realistisk uden på nogen måde at være det, og den er da også endt med at blive kendt, fordi den er så langt ude - ikke fordi den er god, for handlingen hænger gevaldigt, og det er til tider en decideret tåbelig serie. En mobildagbog er også et bizart koncept, det som dansker kan være svært at forstå, da dette er meget japansk, og så har folk endda ikke brug for den, da størstedelen af karaktererne er så sindsyge, at de sagtens kan kæmpe uden. Elementet bliver da i høj grad også ignorerer gennem det meste af serien, selvom dagbøgerne har lagt navn til den.
At tage udgangspunkt i et overlevelsesspil er også et populært koncept i anime, men det virker bare en anelse tørt, når fremtidsdagbøgerne fylder så lidt og nærmest bliver et sekundært element, der blegner grundet det dominerende fokus på forholdet mellem Yukiteru og Yuno, som desuden begge er 14 år, men alligevel er der en åbenlys seksualisering af dem, så der i visse scener nærmest er tale om animeret børneporno, hvilket blot er et af de områder, hvor serien går all in på at være useriøs.
Hvis man havde en dagbog, der kunne se ind i fremtiden, ville man da glo på den konstant, men folk forsøger af en eller anden grund at leve deres normale tilværelse, mens deres liv er på spil, og verden er ved at gå under. Det er bare typisk anime, der forsøger at balancere dagligdag med kaos. Og så er der absolut ingen logik ved dagbøgerne, der forudser fremtiden og har en selektiv opdatering. For selvom folk reagerer på forudsigelserne, så er det ikke altid, at disse ændrer sig, og når det sker, så er det typisk kun de kommende minutter, selvom dagbøgerne kan se hele 90 dage frem i tiden ... Så alt i alt er konceptet på ingen måde gennemtænkt.
Animationen er ellers på et højt niveau, der bevares serien igennem, og man har heldigvis investeret i en lang serie, så der er plads til at fortælle den temmelig indholdsrige historie. Det er bare underligt, at 12 personer er i besiddelse af en fremtidsdagbog, men at de introduceres gradvist, som om nogle bare slapper af, indtil de tager sig sammen til at træde frem. De kunne have brugt tiden på at slå hinanden ihjel off screen, men venter sjovt nok til det er deres tur til at møde hovedpersonen Yukiteru, der størstedelen af tiden er en naiv svækling, som dog ligesom alle andre i denne serie ikke kan bevare en fast personlighed eller logisk sans.