Inuyashiki: Last Hero

Information

Billeder

Original titel: Inuyashiki


Studie: MAPPA

År: 2007

Genre: Sci-fi, action

Antal afsnit: 11

Baseret på: Manga

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

Univers

Inuyashiki: Last Hero foregår i virkelighedens verden, men en ukendt livsform ankommer imidlertid til Jorden og laver to mennesker om til androider via overjordisk teknologi, så de får superkræfter. Alle andre mennesker er dog underlagt naturens love.

Karakterdesignet er kendetegnet ved at være realistisk, men der er dog enkelte eksempler på unaturlige hår- og øjenfarver.

Handling

58-årige Ichiro Inuyashiki og 17-årige Hiro Shishigami befinder sig tilfældigvis i en park, da et ukendt objekt styrter ned og dræber dem. De genopstår begge som androider med overnaturlige evner, og mens Inuyashiki beslutter sig for at hjælpe andre mennesker, så vælger Shishigami imidlertid at sprede død og ødelæggelse.

Min mening

Manga-udgaven af Inuyashiki: Last Hero er lavet af Hiroya Oku, der ligeledes står bag Gantz - en serie som jeg valgte at droppe efter et par afsnit, fordi jeg synes, at Okus stil ikke fungerer som animation. Det samme må jeg sige med Inuyashiki, for selvom personerne har realistiske træk, så virker de så udtryksløse og dukkeagtige, så det er svært at se, hvad de føler, udover når de græder, hvilket tværtimod foregår på overdramatisk vis. Stemmerne hjælper heller ikke ligefrem på at bringe liv til personerne.

Og ikke nok med at karaktererne virker kolde, så er handlingen det i den grad også. Dette er en af de mest brutale serier, jeg nogensinde har set. Jeg vil foreslå, at man ser frem til afsnit 2 og herefter beslutter sig for, om man er klar på mere, for man tror, at det ikke kan blive værre, men der er altså 9 afsnit endnu, og det bliver ekstremt på et niveau, der aldrig før er set. Det er egentlig utroligt, at den har fået lov at blive produceret uden at være blevet censueret i smadder, for der er ikke andet end tragedie efter tragedie.

Det er egentlig det, jeg synes er det bedste ved denne serie: at der eksperimenteres med grænser for afskyelighed, og jeg kan egentlig også forstå budskabet, der ligger i at gøre en ældre mand til helten og en ung fyr til skurken. Det er nemlig et symbol for nutidens Japan, hvor mange føler, at de yngre generationer mangler moral og er med til at smadre samfundet, hvilket tydeligt kommer til udtryk i flere afsnit. Det samme gælder teknologien, som derfor også spiller en skurkerolle i denne historie, og er man i stand til at forstå dette, så bliver handlingen faktisk temmelig dyb. I sidste ende skal man dog nok være japaner for i sandhed at kunne fordybe sig i budskaberne, fordi mange af disse tager udgangspunkt i det japanske samfunds nuværende tilstand.

Serien er dog ret kort, så der er ikke rigtig plads til den store fordybelse i folks inderste følelser, selvom der tydeligvis er behov for at der bliver gravet i disse, og afslutningen virker rimelig brat, så man knap nok når at forholde sig til, hvor sørgelig den er. En ting jeg virkelig ikke vænnede mig til var animationen, der skifter mellem klassisk 2D til 3D - især når de to hovedpersoner skifter til deres robotskikkelser. Jeg ved at det er fordi det er nemmere at animere den slags på computer, men igen gør det karaktererne dukkeagtige, og deres bevægelser er generelt så stive, at det virker komisk. Nogle gange ligner de virkelig marionetdukker. Der mangler i den grad den dynamik, som ses på coveret.

Vurdering


Favoritkarakter:
Ando


Plot: 


Karakterer:


Stemmer:


Animation:


Stil:


Overordnet karakter:

7/10
Total Page Visits: 615 - Today Page Visits: 1