Komi Can’t Communicate

Information

Billeder

Original titel: Komi-san wa, Komyushou desu


Studie: OLM

År: 2021-2022

Genre: Komedie, skole, romantik

Antal afsnit: 24

Baseret på: Manga



.



.

.

.

.

Univers

Komi Can't Communicate foregår i virkelighedens Japan, hvor der ikke eksisterer overnaturlige elementer. Der er dog mange komiske scener, hvor nogle personer lader til at have overmenneskelige egenskaber, ligesom der er effekter og fantasiindslag, der bryder med realismen.

Karakterdesignet varierer, idet der er flere eksempler på unaturlige frisurer, hårfarver, øjenfarver og øjenstørrelser. Der er desuden mange komiske indslag med overdrevne ansigtstræk og bevægelser.

Handling

Shoko Komi er den mest populære pige på skolen. Problemet er bare, at hun lider af socialfobi og derfor har svært ved at få venner. Hendes klassekammerat Hitohito vælger derfor at hjælpe Shoko med at få 100 venner.

Min mening

Når man tænker på, hvor ny denne serie er, så er den fyldt med overraskende mange klichéer og stereotype karakterer. Man forsøger at gøre den original med brug af humor, men denne bliver til tider meget plat og ekstremt pervers. Det er derfor forholdet mellem Shoko og Hitohito, der bærer historien og holder sammen på den, for mange af de andre karakterer er virkelig irriterende. Særligt Najimi er decideret utålelig, mens Hitohito er den absolutte kontrast, for han er til gengæld en af de mest elskværdige karakterer, man kan forestille sig.

Serien består af mindre dele og udspiller sig over et helt skoleår. Alligevel sker der meget lidt. Karaktererne udvikler sig knap nok, så hvert afsnit bliver desværre forudsigeligt, fordi man følger de sædvanlige problemer, som Shoko støder ind i, når hun ikke kan kommunikere. Det er derfor forkert at sige, at hun lider af social angst, for det gør hun ikke.

Komi er hverken genert, introvert eller menneskesky. Hun kan bare ikke finde ud af at snakke. Hun kommunikerer derfor på skrift, hvilket hurtigt bliver trættende, og det samme gør den overdrevne brug af forklarende tekst, der er en virkelig forstyrrende effekt - og det samme er Shokos katte-inspirerede adfærd og udtryk, for i de fleste situationer ville jeg foretrække at se hendes rigtige ansigt.

Shoko bliver også kun dømt på sit udseende, der er baseret på klassiske japanske skønhedsidealer, hvilket er et lidt overfladisk signal at sende. Men det mest irriterende er dog, at Shoko netop ikke udvikler sig. Hun forbliver den samme person. Derfor er det mere end på tide, da hun sidst i serien begynder at tale, men straks falder hun tilbage til at holde sin mund. Det er en skam, at man ikke har gjort mere ud af at skabe en serie med indhold, for pigen har åbenlyse komplekser, der burde udforskes eller behandles, da hendes taleproblemer nærmest er et handikap, for hun taler ikke engang, når hun er alene eller sammen med sin familie.

Man har derfor forsøgt at lave en sød historie frem for en troværdig, men stemningen stikker i to forskellige retninger, hvor man har romantikken på den ene og morskaben på den anden. Og det er for det meste morskaben, der vinder, fordi der er en gennemgående useriøs atmosfære, der godt nok er underholdende, men på bekostning af romantikken.

Vurdering


Favoritkarakter:
Hitohito
 

Plot: 


Karakterer:


Stemmer:


Animation:


Stil:


Overordnet karakter:

7/10
Total Page Visits: 89 - Today Page Visits: 1