Plastic Memories

Information

Billeder

Original titel: Purasutikku Memoriizu

Studie: Doga Kobo

År: 2015

Genre: Sci-fi, romantik, drama

Antal afsnit: 13

Baseret på: Originalt værk

.

.

.

.

.

.

.

.

.

Univers

Plastic Memories foregår i en nær fremtid i et univers, der minder om den virkelige verden. Der er ingen overnaturlige evner eller magi, så de eneste urealistiske aspekter optræder i form af den teknologiske udvikling. 

Karakterdesignet er kendetegnet ved at, at visse karakterer har unaturlige frisurer samt hår- og øjenfarver, hvilket endda også gælder androiderne. Der er endvidere mange eksempler på overdrevne ansigtsudtryk og komiske indslag.

Handling

18-årige Tsukasa bliver ansat for et firma, der har til opgave at indhente androider, som er placeret i private hjem, hvis udløbsdato er ved at være nået efter 9 år i funktion. Teamet består af både mennesker og androider kaldet Giftia, og Tsukasa får androiden Isla som partner. Det udvikler sig til et romantisk forhold mellem de to, men desværre er Isla ved at at have gennemlevet de 9 år, hvor hun er funktionsdygtig.

Min mening

Plotmæssigt er der i denne serie lagt op til lidt af hvert. Man ved allerede tidligt, hvordan det hele kommer til at ende, så tragedien ligger dermed og lurer fra begyndelsen. Det, der gør serien speciel, er, at androiderne er præcis som rigtige mennesker, men de er klar over, hvilken dato de vil udløbe - altså dø. Det sætter tingene i perspektiv for seerne, der bliver stimuleret til at tænke over, om de tager livet for givet, og om de får nok ud af det, for selvom man ikke ved, hvornår man skal dø, så er det alligevel noget man skal, hvilket androiderne er mere bevidste om og derfor har nemmere ved at acceptere.

Serien tager ligeledes udgangspunkt i, hvordan man som en eksistens bare kan ophøre, men samtidig har påvirket andre i en sådan grad, at man vil leve videre i form af minder og aftryk i andres liv. Desværre er serien meget kort, hvilket gør, at det hele virker meget forceret. Til at starte med er der fokus på de androider, som Tsukasa og Isla skal hente ind, og her er der flere sørgelige øjeblikke, da de nærmest er en slags bedemænd. Det ville have været interessant, hvis der var gjort mere ud af disse små sidehistorier, for pludselig skifter fokus udelukkende til Tsukasa og Islas situation, som naturligvis er trist, men det hele sker så hurtigt, at deres følelser for hinanden ikke virker dybe nok, ligesom der ikke bliver gjort nok ud af selve Islas skæbne.

Generelt er det da heller ikke en troværdig serie, hvilket først og fremmest skyldes til unaturlige karakterdesignet, hvilket underligt nok går igen hos androiderne, der ligner og opfører sig alt for meget som mennesker. De kan tilmed lave sjove ansigtsudtryk og græde. Når maskiner får følelser og bliver i stand til at udtrykke dem, er det et bevis på, at man har trukket sci-fi-genren i en forkert retning.

Der er en masse biroller, som ikke får nok opmærksomhed. Flere af dem lærer man stort set ikke at kende, så de havde slet ikke behøvet at være med. De er bare levende møbler, som er til stede, mens rampelyset hviler over de to hovedpersoner. Hvis serien virkelig skulle have fungeret, så skulle den have været dobbelt så lang ligesom en lignende serie kaldet Chobits, der tager fat i det samme usunde koncept om mennesker, der knytter forhold til androider, hvilket er en virkelig bizar fantasi, som man glorificerer mere end man kritiserer. For det er jo et symptom på et underlæggende problem, der burde være udforsket nærmere, da det kunne kaste lys over den kulturelle indvirkning på den menneskelige psyke.

Vurdering

Favoritkarakter: Zack

Plot: 

Karakterer:

Stemmer:

Animation:

Stil:

Overordnet karakter: