Denne serie er baseret på en manga, som er skabt af ingen ringere end Tsugumi Oba, der stod bag Death Note. Platinum End er derfor også blevet markedsført som "den nye Death Note", men de to serier kunne nærmest ikke være mere forskellige, for selvom visse elementer godt nok går igen, så er det svært at se, at det er den samme person, der har udtænkt både Death Note og Platinum End.
Plottet i Platinum End er som sådan interessant, selvom der grundlæggende set bare er tale om en kopi af Future Diary med de samme tåbelige karakterer med ekstreme personligheder. Og som altid er Jordens befolkning begrænset til Japan, når universets fremtid skal afgøres af "tilfældigt udvalgte mennesker". Første halvdel af serien er ganske enkelt bare fjollet, og tempoet er alt for dynamisk. Det ene afsnit efter det andet er proppet med overdrevne chok-indslag bare for at skabe en følelse af uforudsigelighed, men når den slags sker hele tiden, så begynder man ironisk nok at forvente det.
Anden halvdel af serien bliver en anelse bedre, men generelt er handlingen bare fattig på logik til trods for den enorme mængde dialog, hvor karaktererne forsøger at virke kloge, uden at nogen af dem rigtig er det. Englenes valg af gudekandidater er derfor bare latterlig, så de tydeligvis har valgt både børn og egoister bare for at skabe kaos på kloden.
Englene fylder desuden for lidt i historien, for det er de mest interessante karakterer. De er nærmest bare statister, som svæver i baggrunden uden rigtig at bidrage noget til handlingen. Deres design er også interessant, selvom mange af dem er overseksualiseret - og det samme er stort set alle kvindelige karakterer, da de har unødvendigt store bryster, hvilket bare er en af de små ting, der er med til at trække serien ned og gøre den useriøs, hvilket den dog allerede bliver fra begundelsen, når folk iklæder sig superhelteuniformer, som af en eller anden grund skal animeres med elendig 3D.
Platinum End er ikke en dårlig serie - det er en skuffende serie, for den leverer simpelthen ikke noget på nogen som helst områder, som en anden serie endnu ikke har gjort. Udgangspunktet er der, men af en eller anden grund vælger man at falde i kliché-tønden. Slutningen er i det mindste uventet, men også ret underlig, for der er så mange modsigende signaler hele serien igennem, at det er svært at forstå, hvad den forsøger at fortælle. Budskaber og moraler går simpelthen tabt i bestræbelsen efter at underholde og chokere på stereotyp vis.
