Pluto er baseret på en manga af Naoki Urasawa, der blandt andet også står bag Monster, hvilket særligt kan ses på karakterdesignet, mens historien derimod er inspireret af Osamu Tezukas Astro Boy. Der er derfor åbenlyse hentydninger til den klassiske manga, som desværre også overtager handlingen, så serien virker mere som en hyldestfortælling frem for en original historie.
Serien er desværre produceret af Netflix, så den er tænkt som streaming, hvilket betyder, at producenterne ikke har valgt at fordybe sig i fortællingen, så seerne heller ikke har mulighed for det. Selvom hvert afsnit er omkring en time langt, bliver det derfor en fremskyndet og til dels rodet fortælling uden dybdegående fortælleteknik og variation i historien. Selvom den stikker i forskellige retninger, så er fokus nemlig rettet mod opklaringen af, hvem eller hvad Pluto er, så denne er ironisk nok den absolutte kontrast til Monster, der formåede at skabe spænding ved at bygge historien op over 74 episoder ved samtidig at introducere et utal af karakterer på naturlig vis.
I denne serie bliver nye personer sporadisk kastet ind, og man lærer dem aldrig rigtig at kende som mennesker eller maskiner, eller hvad pokker de er. For det er nemlig svært at vide, hvad de medvirkende er, fordi robotter af en eller anden grund ligner og opfører sig som mennesker. Og det bliver heller aldrig forklaret, hvorfor de er blevet skabt sådan. Hvad har formålet og behovet eksempelvis været ved at lave robotter, der ligner og opfører sig som børn uden at være det? De har ingen dybere funktion, så det ville have været yderst interessant at dykke ned i pointen med robotters eksistens i denne virkelighed, som overordnet set ikke virker realistisk. Teknologien er eksempelvis ekstremt forsimplet i forhold til mange andre science-fiction anime-serier, der er mere gennemtænkte.
Animationen og stilen er noget svingende, og jeg er ikke fan af de stærke farver, som ikke rigtig passer til den dystre stemning, man forsøger at skabe. Der er kort sagt alt for meget computergrafik, som virker visuelt forstyrrende. Alt i alt bliver det en meget gennemsnitlig serie på det nutidige marked. Historien ville sikkert have været god, hvis man havde givet sig mere tid til projektet, for der sker alt for meget på 8 afsnit, fordi man forsøger at chokere i hvert afsnit frem for at opbygge en stemning.
