Formatmæssigt har dette været en virkelig svær serie at følge med i i løbet af de 9 år, den blev udgivet, fordi alle sæsoner efter sæson 1 består af såkaldte OVA-afsnit, der blev udgivet i par med enormt lange mellemrum. At følge med i historien har dermed været ret besværligt, og det er en skam, for det er en serie, der kræver, at man som seer sætter sig ind i plottet og karakterne, fordi historien hænger kronologisk sammen på tværs af sæsoner.
Desværre er det en såkaldt harem-anime, hvor der er en mandlig hovedperson, der bader i tøser (den ene mere ulidelig end den anden), så på den ene side er der et totalt useriøst aspekt, mens der på den anden er en alvorlig fortælling med spændende action i et interessant univers. Så er det en skam, at det hele skal ødelægges med unødvendig romantik/erotik, hvilket faktisk er årsagen til, at serien blev omdannet til en OVA-serie, da dette giver mere frihed til, hvad man kan tillade sig at vise - altså er der en masse nøgenhed efter sæson 1, hvilket til tider er både forceret og malplaceret.
Strike the Blood er nok en af de serier, hvor karaktererne udviser den største grad af personlighedsforstyrrelse - særligt pigerne, der det ene øjeblik er sarte, kostbare og uskyldige duller, og det næste øjeblik er de badass, liderlige og stærke krigere. Alt i alt er det meget stereotypisk anime tiltænkt såkaldte otaku-typer, der dyrker utroværdige karakterer frem for at interessere sig for handlingen. Af samme grund er der også mange latterlige outfits tiltænt cosplay-segmentet.
Der er samtidig ufatteligt meget fan service, der grænser til hentai og sågar også lidt børneporno, der kan tiltale den klassiske otakus fantasier og lyster, og fortællingen drukner fuldkommen i erotiske undertoner, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at det nærmest er skildret som en sexscene, når hovedpersonen suger blod fra piger, hvilket er alt for perverst til, at det kan anses for at være frækt. Skaberne hænger kort sagt fast i fordums tid med en snæver opfattelse af, hvad anime skal indeholde, og hvem målgruppen er.
Animationen er god, og det er en unik historie, så det er simpelthen bare irriterende, at den klicheagtige tilgang til anime skal ødelægge en serie ved fuldkommen at spolere handlingen. Men det er ironisk nok det, som mange godt kan lide ved japansk populærkultur, og derfor bliver man ved med at se denne type serier, fordi man udelukkende går efter at please et bestemt publikum, der således bliver ved med at sætte standarten for anime.