Dette er en rigtig hyggeserie, der er så fattig på handling, at den faktisk slet ikke burde have været på 12 afsnit. Den er meget sød i starten, men halvvejs begyndte jeg at kede mig, mens jeg havde svært ved at komme igennem de sidste afsnit, fordi at serien rent ud sagt ikke handler om andet end et par piger og deres besættelse af deres motorcykler.
Det er egentlig fascinerende, at man har kunnet producere 12 afsnit, der som sådan koger suppe på det samme plot. Når det kommer til stykket virker det dog mest af alt som en lang reklame for Honda Super Cub, for jeg har godt nok lært meget om motorcykler af at se denne serie. De interesserer mig dog ikke, så det var nok også en af grundene til, at jeg heller ikke kunne holde interessen for serien.
Karakterregistret er absurd begrænset, og de medvirkende har nogle lidt irriterende personligheder. Særligt Koguma, der er så humørløs, at man skulle tro, at hun led af depression. Det gør hun muligvis også, eftersom hun intet havde i livet, før hun købte en motorcykel - ikke engang en familie. Dette er dog ikke noget, som serien overhovedet beskæftiger sig med, fordi den udelukkende handler om motorcykler, så man lærer intet om Koguma. Man kommer ikke ind på livet af hende, og man forstår derfor ikke, hvorfor hun er som hun er. Der er dog gjort brug af en slags oplysningseffekt, hver gang hun åbenbart bliver glad, så man får fornemmelsen af, at hun rent faktisk føler noget.
Selvom det er en feel good-serie, så ignorerer man alle aspekter foruden motorcykler, hvilket skaber et handlingsmæssigt tunnelsyn, der grænser til det bizarre. Koguma og hendes veninde Reika opfører sig som et par rygere, der kun vil hænge ud med hinanden, fordi de deler interesse, og de isolerer sig fra andre og lægger afstand til dem, bare fordi de ikke har en motorcykel. Det er nogle virkelig usunde signaler, som serien sender med pigernes adfærd.
Musikken er virkelig behagelig, og baggrundene er fænomenale. Animationen er for det meste god, men der er nu og da dårlig 3D, og jeg er lidt utilfreds med det simple karakterdesign, der eksempelvis inkluderer streger på kinderne. Det er dog manglen på handling, der trækker serien ned, for når der endelig sker noget dramatisk sidst i serien, er dette også underspillet, selvom der er tale om noget så alvorligt som en liv eller død-situation.
