Denne serie er godt nok unik, og det er da heldigt, at der er tale om en tegnefilm, for plot og handling er simpelthen så originalt, at det ellers ikke ville være til at tage seriøst. Faktisk er der tale om en kreativ skildring af en midtlivskrise, og hvis man forstår dette, så er symbolikken faktisk rigtig god, selvom serien gør det hele lidt for bogstaveligt.
At kunne redde verden med brug af musik er en sød og romantisk forestilling, men at omdanne musik til et kraftfuldt våben fjerner det positive ved denne fantasi. Alt i alt er det også bare fjollet at gøre rockmusik til et altødelæggende våben i en rumkrig, og det er virkelig imponerende, at man har fået lov at lave en serie om det. Det er tilmed en velproduceret serie med acceptabel animation og stil, og selv brugen af 3D er okay god for sin tid. Det bedste er naturligvis musikken, selvom det meget hurtigt bliver for ensformigt at høre den samme sang i hvert afsnit.
Generelt kører serien også i ring med spændingen mellem Ojis drømme som musiker og hans tilværelse som familiefar. Dette skaber drama i form af gnister i ægteskabet, hvor hans kone er skildret som en knotten madamme, der ikke har forståelse for sin mands følelser eller respekt for hans interesser. Der er kort sagt tale om et ulykkeligt ægteskab, hvilket naturligvis får Oji til at drømme sig bort fra dette.
Hvis det hele så sandelig var en drøm, var serien nemmere at tage seriøs, men han bliver rigtig nok sendt ud i rummet for at redde verden med sin musik, og dermed bliver han også en helt, hvis mission man støtter. På den måde bliver hans ægteskabelige og eksistentielle problemer ubetydelige, mens hans kone bliver betragtet som en skurk, bare fordi at hun vil have sin mand til at leve et normalt liv. Men det gider han ikke, og den psykologiske årsag til dette bliver der ikke rigtig ned i, og de troværdige aspekter ender således med at gå tabt i science fiction, hvorved hele moralen ved historien også forsvinder, fordi man beskæftiger sig med en midtlivskrise i stedet for at udforske den. Serien skal dog have ros for at tage emnet op - og så endda på så speciel vis, for den skiller så sandelig ud, men dermed falder den heller ikke i alles smag.
Det er egentlig en fascinerende serie, fordi den godt nok formår at holde fokus, men hele handlingen er alligevel en rutsjebanetur, der tager en ud på vidt forskellige rundture fra blodigt alvor til absurd komik. Det er også mystisk, at man aldrig ser den såkaldte fjende, så man kan være sikker på, om Oji i det hele taget kæmper på de godes side. Det må man blot formode, for han stiller end ikke selv spørgsmålet, idet han blot lader sig forføre af en sexet kvinde.
