Children Who Chase Lost Voices

Information

Billeder

Original titel: Hoshi wo Ou Kodomo

Studie: CoMix Wave Films

Instruktør: Makoto Shinkai

År: 2011

Genre: Mysterie, fantasy, romantik, eventyr

Spilletid: 119 minutter

Baseret på: Myten om det underjordiske kongerige Agartha

.

.

.

.

.

.

.

.

Univers

Children Who Chase Lost Voices foregår dels i den virkelige (overfladiske) verden og dels i en fiktiv verden under jordens overflade, hvor der eksisterer overnaturlige væsner og egenskaber. Den underjordiske verden er også befolket af mennesker og har af uforklalige grunde også en himmel.

Karakterdesignet er gjort naturtro uden brug af hverken unaturlige hårfarver, frisurer eller øjenfarver. 

Handling

Pigen Asuna falder for en fremmed dreng, som hun en dag møder i skoven. Da hun prøver at finde ud af, hvor han kommer fra, viser det sig dog, at han stammer fra det mytiske kongerige Agartha, der ligger under jordens overflade.

Min mening

Denne film er lavet af Makoto Shinkai, og hvis man allerede er bekendt med hans navn, behøver jeg ikke en gang sige, at dette er en flot film, for det er typisk Makoto Shinkai, at hans værker er visuel stimulans i sig selv, hvor der virkelig er lagt vægt på detaljer og effekter - særligt baggrunde er jo hans helt store kendetegn, men denne gang disker han også op med nogle virkelig interessante væsner.

Desværre mangler denne film en eller anden form for ingrediens, der gør den mere seværdig og uforglemmelig, for handlingen er egentlig god og universet er medrivende, men alligevel er der ikke tale om et mesterværk. Det kommer nok også af, at det er en lang film, hvor handlingen generelt virker lidt langtrukken i forhold til, hvor meget (eller lidt) der egentlig sker.

Historien er en typisk udviklingsfortælling, hvor et ungt menneske bliver tvunget til at skulle forholde sig til livets realiteter, og filmens morale er ifølge Shinkai selv, at man skal lære at kunne sige farvel... endegyldigt farvel, når man har at gøre med døden. Det er dog et lidt brutalt udgangspunkt, der fører fortællingen lidt på et sidespor, og klimakset er oven i købet et temmelig dystert et af slagsen. Men okay, Makoto Shinkai er trods alt dyrker af det tragiske.

Som eventyr er filmen sådan set god nok, men budskabet går lidt tabt i historien, der nok ville egne sig bedre som roman. Når det kommer til stykket er det nemlig ikke en episk fortælling, men derimod en emotionel historie fortalt i et kreativt univers, hvor stemningen bliver lidt mere trykket end medrivende, så det på den måde bliver svært at fornemme og lade sig rive med af det eventyrlige aspekt.

Vurdering

Favoritkarakter: Ryuji

Plot: 

Karakterer:

Stemmer:

Animation:

Stil:

Overordnet karakter: