Denne film ligner en Studio-Ghibli-film, fordi den er lavet af endnu et studie, som er blevet oprettet af folk, som har arbejdet for Studio Ghibli. Det er efterhånden en vane, at de medbringer den samme stil, så denne ikke længere er unik, hvilket er en skam - både fordi at den dermed ikke skiller sig ud, men også fordi at det ender med at virke som en Ghibli-kopi, når man nærmest henfalder til at bruge stort set alle visuelle virkemidler. Karakterdesign, farver, baggrunde og animation er simpelthen identisk med Ghiblis værker.
Ironisk nok er det dog Ghibli-stilen, der passer til historien, fordi at man også anvender den samme stemning, hvor man beskæftiger sig med et alvorligt emne som krig, uden at man tør skildre dette på eksplicit vis. Det er virkelig en skam, for hvis man vil mindes Anden Verdenskrig og dens rædsler, synes jeg også, at man bør gengive disse på troværdig vis, hvilket Ildfluernes grav eksempelvis formåede at gøre.
Denne film bliver en anelse poleret og barnlig, fordi den åbenlyst er målrettet et yngre publikum, så rædslerne er temmelig underspillet. Jeg er eksempelvis ikke fan af, at man har valgt at anvende noget så smukt som blomster til at repræsentere blod, for hvorfor skal død og smerte gøres smukt og eventyrligt? At pynte på virkeligheden skaber også en falsk virkelighed, så man muligvis kan blive i tvivl om, hvorvidt handlingen rent faktisk har udspillet sig.
Og faktum er jo, at man på Okinawa-øerne oplevede ufattelige rædsler under Anden Verdenskrig, som bør huskes og ikke mindst skildres, så man kan begribe alvoren. Denne film gør trods alt et forsøg, men den tør ikke begive sig ind i den dystre verden, som krig nu engang er. Derfor virker indledningen også noget idyliseret i forhold til den tid, man befinder sig i, men der sker heldigvis et stemningsskifte midtvejs, som tvinger de medvirkende og seerne til at forholde sig til den historiske sandhed.
Desværre er fjenden meget usynlig, og det samme gælder sådan set hele konteksten med krigen, som det derfor forventes, at man har kendskab til - og hvordan skal de unge seere det, hvis man er bange for at tale om den? Det skyldes muligvis, at man ikke vil vælge side, hvilket også er grunden til, at man tager udgangspunkt i civile og viser, hvordan krig påvirker uskyldige, men eftersom filmen kun varer en time, var der tid nok til at fylde den ud med indhold, der kunne sætte historien i et større perspektiv, for den bliver meget begrænset og personlig, idet den grundlæggende set bare handler om en teenagepige, der lærer at bryde fri fra sin skal. Derfor er titlen også noget bizar og intetsigende.
