Drengen og hejren

Det er efterhånden længe siden, Studio Ghibli har udgivet en film, der både er flot og eventyrlig, men Drengen og hejren falder endelig ind i denne kategori og giver associationer til dengang, der var tale om et anerkendt animationsstudie, der kunne levere det ene mesterværk efter det andet. Det er generelt rart at se, at man igen har valgt at investere i både historie og animation.

Desværre er denne film også meget svingende i både handling såvel som kvalitet. Når det kommer til animationen, er der et stykke til det niveau, der oprindeligt kendetegnede Studio Ghibli, og særligt baggrundene blegner i forhold til årtier gamle film som Min nabo Totoro. Der er sekvenser, der er betagende (dem, der er taget med i traileren), og så er der andre, der virker forsimplede. Hejrens og pelikanernes design er virkelig realistiske, men til sammenligning har man de tegnefilmsagtige parakitter, der ligner noget fra børne-TV lørdag morgen. Det er synd, at man har valgt at gå på kompromis med kvaliteten på visse områder, for vi så i Chihiro og heksene, at det er muligt, at gå i detaljen med selv de komiske væsner.

Alt i alt er filmen præget af ubalance, og den forsøger på meget forceret vis at levere en dybere morale på en alt for kompleks måde, så den gode handling går tabt i overfloden af kreativitet. Karakterregistret er desværre også svagt med kedelige og ukomplekse personligheder, og særligt Mahito minder om en depressiv udgave af Alice i Eventyrland, der anerkender alt som en naturlig selvfølge. Det er sådan set kun hejren, der har karakter, og den alene bærer filmen, selvom den er dødirriterende og elendigt designet i sin tilsyneladende sande form, som ikke bliver forklaret.

Overordnet set er det da også mangel på forklaringer, der kendetegnet filmen, for den er bestemt ikke lige så gennemskuelig som Miyazakis tidligere værker, selvom den indeholder nostalgiske elementer fra dem alle, så det minder en en Ghibli-kompot. Der mangler simpelthen en rød tråd til at binde de bratte scene- og temposkift sammen til en sammenhængene historie, og selve klimakset er et tørt et af slagsen, der burde have indeholdt langt mere drama eller action eller et eller anden form for højdepunkt, der ville gøre det muligt at huske filmen for andet end den grimme hejre. Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet, men jeg er heller ikke imponeret, fordi jeg ved, hvad Miyazaki og Studio Ghibli kan levere.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er løbet fra Studio Ghibli, når man forsøger at overleve på sin popularitet ved at holde fast i de samme kendetegn og åbenlyst genbruge elementer, mens konkurrenterne kan levere bedre producerede film på den halve tid. For når det kommer til stykket, er Drengen og hejren jo bare Miyazakis udgave af Makoto Shinkais Children Who Chase Lost Voices, der er langt flottere og mere eventyrlig.