Denne film hører til den såkaldte yuri-genre, der beskæftiger sig med kærlighed mellem kvinder - i dette tilfælde gymnasieelever. Og selvom det er befriende, at anime tør beskæftige sig med det seksuelle aspekt, så er man samtidig bange for at fordybe sig på et følelsesmæssigt plan, så det generelt er irriterende at se anime med homoerotiske elementer.
Som unge mennesker er de medvirkende naturligvis forvirrede over deres følelser og seksualitet, men det er altid, som om forfatterne til denne type film og serier aldrig selv har nogen af delene, fordi de ikke kan finde ud af at skildre, hvad det vil sige at være forelsket eller seksuelt tiltrukket af en anden person, så historien altid drukner i komplet tåbelige indslag og gådefuld retorik. Og denne film er et godt eksempel på, hvordan man som seer bliver forvirret over karakterernes opførsel, fordi de ikke engang selv kan forstå den.
Der er ingen forklaring på, hvordan Misuzu kan stoppe tiden, hvilket som sådan er et acceptabelt mysterie, for hvis hun ikke selv ved det, så behøver vi egentlig heller ikke at vide det. Handlingen kører dog lidt af sporet, når man forsøger at fortælle den med udgangspunkt i teenagehormoner, for der er næppe noget mere ulogisk i denne verden end unge mennesker, som er styret af deres impulser.
Perversionerne er faktisk troværdige nok, selvom de kun har til formål at tilgodese seernes fantasier, og det samme er folks usikkerhed, deres sladder og behov for at please andre. Problemet er bare, at der opstår intriger, når man ikke kan vide, hvornår folk er falske, og hvornår de er sig selv - et typisk element i anime, hvor man ofte overdramatiserer det at have en personlighed, fordi karaktererne bare ikke kan finde ud af et udtrykke deres følelser og dermed vise deres sande jeg.
Som kærlighedshistorie bliver det derfor også en tam omgang, når Misuzu ikke engang kan vide, om hun elsker den rigtige Haruka, eller den hun udgiver sig for at være. Men udgangspunktet er sådan set sødt, da hun jo stopper tiden, så hun kan bruge den sammen med den, hun elsker.